Kevin Magnussen glæder sig allerede til den kommende sæson efter ny skuffelse i Haas-raceren. Se hele interviewet i playeren øverst.

Den danske racerkører var uden chancer i søndagens løb i Mexico og sluttede som nummer 15.

Alligevel var det ikke med en sur mine, at han mødte pressen efter et løb, hvor han blot var statist.

Foruden at tale om, at teamet overordnet gjorde det godt i forhold til strategien i racet, så Kevin Magnussen frem mod sæsonen i 2020.

»Vi glæder os til at få en bil, der kan noget,« konstaterede han over for Viasat Sport og fortsatte:

»Det bliver et arbejde, mens det normalt bare er en leg og sjovt. Det er selvfølgelig stadig dejligt at køre, men der er ikke noget at køre for. Det kunne lige så godt være en træning på en måde.«

Kevin Magnussen havde reelt kun andres uheld at sætte sin lid til i Mexico, men der kom aldrig en hjælpende hånd udefra.

»Man håber selvfølgelig på, at der sker et eller andet, men det gør der jo ikke, når man er så langt bagud,« sagde Kevin Magnussen.