»Det lyder underligt, når man er kommet i mål på 15.-pladsen. Men man kan godt kalde det et perfekt løb.«

Kevin Magnussens sammenfatning af Mexicos Grand Prix var ganske rammende. Hans Haas-racer var som ventet ikke konkurrencedygtig i den tynde luft på Autodromo Hermanos Rodriguez.

Men hvor hans teamkammerat Romain Grosjean kom i mål som nummer 17 (mere end 50 sekunder efter danskeren), scorede Magnussen en solid 15.-plads. Og det skete i en voldsomt beskadiget bil.

»Jeg bliver ramt at Räikkönen, og bunden bliver beskadiget – gulvet i den ene side er helt væk,« sagde Magnussen om sammenstødet i det kaotiske første sving.

Derefter var det en lang, ensom eftermiddag for Magnussen.

Han kunne ikke angribe Alfa Romeo'erne foran sig, og han holdt uden problemer Williams-bilerne og Grosjean bag sig.

Midt i løbet var han tæt på at ramle sammen med Max Verstappen (Red Bull), da den aggressive hollænder ville sætte ham tilbage med en omgang. Det skete med et overhalingsforsøg på ydersiden, der aldrig har været den logiske løsning.

»Men jeg har ingen problemer med Max' manøvre – jeg så slet ikke, han var der. Og det kostede vist ham mere, end det kostede mig,« sagde Magnussen:

Kevin Magnussen kørte sit eget – perfekte løb.
Kevin Magnussen kørte sit eget – perfekte løb. Foto: RODRIGO ARANGUA
Vis mere

»Når man tager i betragtning, at bilen var beskadiget, synes jeg, vi gjorde det o.k. – jeg er tilfreds med det, vi præsterede, men ikke med resultatet.«

»På det her tidspunkt har vi jo fuldt fokus på næste år, så vi tager løbene som en slags udvikling. Og vi gør fremskridt, så jeg er optimistisk med hensyn til 2020-sæsonen,« sluttede Magnussen.

Mexicos Grand Prix lignede længe en Ferrari triumf, men et forfejlet pitstop for Charles Leclerc og en effektiv et-stops strategi fra Mercedes sendte sejren i hænderne på Lewis Hamilton.

»Vi vidste på forhånd, at det ville blive et svært løb for os, men vi løste opgaven,« sagde Hamilton efter løbet.

Han er nu 74 point foran sin teamkammerat Valtteri Bottas, og med kun tre løb tilbage (= 78 point) er han omtrent sikker på at sikre sig sin sjette VM-titel allerede i den kommende weekend i USA's Grand Prix i Austin.