Kevin Magnussen er helt bevidst om, hvad han ikke skal gøre.

»Det giver ingen mening at give den alt med det samme. Man skal blive på banen og forsøge at være stabil for at få god data og feedback til teamet,« siger han.

I et interview med F1i.com sætter den danske Haas-kører ord på, hvilken tilgang han har til årets første test, der er gået i gang onsdag morgen.

Her sidder Kevin Magnussen bag rattet i Haas-raceren på Circuit de Catalunya ved Barcelona, og B.T. følger selvfølgelig med i, hvad der sker på banen.

Kevin Magnussen og Romain Grosjean afslørede onsdag morgen Haas' 2020-racer.
Kevin Magnussen og Romain Grosjean afslørede onsdag morgen Haas' 2020-racer. Foto: LLUIS GENE
Vis mere

Den danske racerkører fortæller her, hvordan hans tilgang er til den første tur på asfalten.

»Når man sætter sig i bilen til testen, har man været ude af cockpittet i nogle måneder (2019-sæsonen sluttede i begyndelsen af december, red.), så man bruger de første par omgange til finde rytmen,« siger Kevin Magnussen:

»Herefter er der en del testprogrammer, der skal arbejdes med, inden man rent faktisk kan presse raceren til grænsen.«

Haas, Kevin Magnussen og teamkollega Romain Grosjean ankommer til Barcelona med en rædselsfuld 2019-sæsonen i rygsækken. Her skrabede holdet 65 point færre sammen end året før.

To kørere, én racer. 2020-sæsonen er i gang.
To kørere, én racer. 2020-sæsonen er i gang. Foto: LLUIS GENE
Vis mere

Alt det har Kevin Magnussen prøvet at lægge bag sig, inden han onsdag morgen har sat sig i raceren.

»Jeg tror, at jeg forsøger at gå til testen på samme måde uanset, hvad mine egne forventninger, frygt eller bekymringer er. Jeg forsøger at have en professionel tilgang og forsøge at hjælpe holdet så godt, jeg kan,« siger Kevin Magnussen:

»Jeg gør, hvad jeg kan for at komme i omdrejninger igen. Dernæst er jeg bare håbefuld og en smule nervøs i forhold til at få en god bil.«

Kevin Magnussen fortæller, at han i både 2018 og 2019 har følt, at Haas-raceren var god og konkurrencedygtig under testen. Resultatet var dog forskelligt, da sæsonen først gik i gang. I 2018 endte det med et godt, mens det altså var stik modsat sidste år.