Forventer 'interessant weekend' i Kina.

For 14 dage siden i Bahrain kvalificerede Kevin Magnussen sig til sjettepladsen, men da starten gik, røg han baglæns ned gennem feltet til en slutplacering som nummer 13.

Efter løbet var både danskeren og resten af Haas-teamet mystificerede over det skuffende resultat, men nu har man fundet i hvert fald en del af forklaringen.

»Dækkene var det primære problem i Bahrain. Det er generelt virkelig svært at få dem til at fungere optimalt, både i forhold til kvalifikationen og i forhold til løbet. Det handler om meget små marginaler, og der er så mange faktorer, der kan påvirke dækkene,« siger Magnussen til B.T. og tilføjer:

»Det var heldigt, at vi havde en test umiddelbart efter løbet i Bahrain (hvor Romain Grosjean og testkører Pietro Fittipaldi deltog, red.). Det betød, at vi kunne afprøve nogle ting, og forklaringen på, hvorfor det gik så galt, hang sammen med dækkene, og at bilen havde for meget downforce.«

»Under løbet i Bahrain var bilen så langsom, at jeg ærligt talt troede, at der var et eller andet, der simpelthen var gået i stykker. Det var jo svært at acceptere, at vi om lørdagen klarede os så godt i kvalifikationen, og så at vi var så dårlige i løbet,« forklarer Magnussen.

Efter skuffelsen i Bahrain satser Magnussen på nye VM-point på Shanghai International Circuit, hvor Kinas Grand Prix køres i weekenden.

»Det er en fin racerbane med gode muligheder for at overhale. Der er mange interessante sving, som er unikke i Formel 1. Det er også en bane, hvor vinden tit spiller en stor rolle, og det derfor er svært at justere bilen fra dag til dag. Og så er der tit sandsynlighed for regnvejr. Det er alt sammen noget, der kan skabe en interessant weekend,« siger han.

Foto: HAMAD I MOHAMMED
Vis mere

I Bahrain var Kevin Magnussen under kvalifikationen tættere på topholdene end nogensinde.

Kun 5/1000 sekund skilte ham fra Max Verstappen (Red Bull-Honda) på sjettepladsen.

»Men jeg tror ikke, det vil være sådan resten af året,« siger Magnussen og tilføjer:

»Red Bull havde vist bare en dårlig dag. Jeg forventer, at de hurtigt rykker tættere på de to andre tophold.«