Haas-køreren Kevin Magnussen blev nummer 17 i søndagens Formel 1-grandprix i Bahrain.

Lewis Hamilton (Mercedes), som allerede har vundet verdensmesterskabet, vandt grandprixet. Max Verstappen blev toer.

I starten af løbet var der stor dramatik. Haas–køreren Romain Grosjean udgik efter en kollision med barrieren på første omgang af Formel 1–løbet i Bahrain. Løbet blev sat på pause i længere tid.

Grosjean ramte frontalt autoværnet med meget kort bremselængde, efter at han kom på tværs af Daniil Kvyat (AlphaTauri) i et sving, og Haas-bilen blev revet i to stykker.

Den forreste del – som smadrede gennem autoværnet – sad franskmanden i, da den brød i brand. Hans sikkerhedscelle og nakkebeskytter blev mast ind gennem autoværnet.

Grosjean var selv i stand til at komme ud af den brændende bil, og han skal nu undersøges nærmere.

De første meldinger går på, at Grosjean er sluppet med mindre brandskader på hænder og fødder.

Også Lance Stroll (Racing Point) udgik efter et sammenstød kort efter genstarten. Strolls bil landede på hovedet, og han måtte krybe sig ud af bilen, mens løbet igen blev sat på pause.

Sent i løbet udgik Sergio Perez i den anden Racing Point-bil, som gav op og brød op i flammer. Den blev slukket af en mand med en skumslukker.

Du kan genlæse ritzaus LIVE-blog fra løbet her:

/ritzau/