Kevin Magnussen har en plan for weekendens Singapore Grand Prix på Marina Bay-gadebanen:

»Jeg vil holde mig så langt væk fra Fernando Alonso som muligt,« siger han med et skævt smil.

For 14 dage siden ødelagde den spanske eksverdensmester Magnussens italienske grandprix-weekend, da de to kamphaner kom i clinch under kvalifikationen.

»Det, der skete i Monza, var meget specielt, og jeg tror ikke noget lignende sker igen,« fortsætter Magnussen, der tror på VM-point i Singapore.

»Jeg tror, vi kan være med i toppen af best-of-the-rest klassen. Vi er stabile, og jeg tror vi har arbejdet så meget med de svagheder, vi tidligere havde på langsomme baner, at de nu er mindre åbenlyse.«

Efter Ferrari tidligere på ugen annoncerede, at Charles Leclerc afløser Kimi Raikkonen i 2019, er de tre etablerede tophold på plads for næste sæson. Renault, der i øjeblikket besætter fjerdepladsen i konstruktør-VM, er også klar med Daniel Ricciardo og Nico Hülkenberg, og derfor samler interessen sig nu om hvem der skal køre for Haas, der ligger på femtepladsen.

Haas-teamet har ingen planer om at annoncere deres 2019-kørere i denne weekend i Singapore, men teamchef Guenther Steiner antyder, at der kommer en afklaring inden det næste grandprix i Rusland om 14 dage. I paddocken forventer alle, at Haas fortsætter med Kevin Magnussen og Romain Grosjean.

»Det er tæt på!,« bekræfter Kevin Magnussen.

Kevin Magnussen (til venstre) var til torsdagens pressemøde forud for weekendens løb i Singapore. Her sammen med Lewis Hamilton, Kimi Raikkonen og Brendon Hartley.
Kevin Magnussen (til venstre) var til torsdagens pressemøde forud for weekendens løb i Singapore. Her sammen med Lewis Hamilton, Kimi Raikkonen og Brendon Hartley. Foto: FRANCK ROBICHON
Vis mere

»Men der er ikke noget skrevet under endnu. Det er trukket lidt ud, men nu vil jeg gerne snart have det på plads.«

I den kommende uge udløber ankefristen for de domme Københavns Byret afsagde 23. august. Der var tale om to sager – én anslagt af eksmanager Dorte Riis mod Kevin Magnussen og én anlagt af Kevin Magnussen mod hans tidligere rådgiver, advokat Kristian Paaschburg.

»Jeg kan ikke svare på om vi anker – det er jura, som jeg ikke har forstand på. Jeg kan ikke rigtig blive klog på det,« var alt, hvad Magnussen torsdag ville sige om sagerne.

Kristian Paaschburg bekræftede torsdag at sagen er anket.