Tyfonen Hagibis giver Kevin Magnussen og resten af Formel 1-feltet en fridag.

Vejret omkring Suzuka bliver lørdag så voldsomt, at banen er helt lukket, og først søndag formiddag, når Hagibis efter prognoserne har passeret området, genoptages Japans Grand Prix.

Det sker efter planen med kvalifikation klokken 10.00 (03.00 dansk) tid inden løber starter som planlagt 14.10 (07.10).

»Det betyder ikke så meget, at vi ikke kan køre lørdag, for det er jo det samme for alle, så der er ikke noget tabt. Det betyder bare, at vi har testet lidt mindre. Der var nogle ting, vi ikke fik prøvet. Men som sagt får det ikke den store betydning,« siger Magnussen.

Hagibis tages meget alvorligt i Suzuka og omegn.

»Vi har pakket mad og vand og er klar til den helt store nødsituation. Det kan jo være hele hotellet blæser væk!,« siger Magnussen med et nervøst smil.

Uden kørsel lørdag blev fredagens træning ekstra vigtig. Her dominerede Mercedes med Valtteri Bottas hurtigst foran teamkammerat Lewis Hamilton. Kevin Magnussen besatte 16.-pladsen, tre placeringer bag Romain Grosjean i den anden Haas-Ferrari.

»Jeg tror mit resultat i dag meget godt afspejler, hvor vi ligger i feltet. Vi havde nok været samme sted, hvis det havde været kvalifikation. Midterfeltet er igen meget tæt, og vi ser ud til at være i bunden af det. Men det handler ikke om ret meget – et par tiendedele, og vi ville se meget bedre ud på resultatlisten,« siger Magnussen og fortsætter:

Foto: SOE ZEYA TUN
Vis mere

»Bilen føltes faktisk rigtigt god, og min omgang var – bortset fra måske et enkelt sving – også okay. Så jeg ved ikke, hvor vi skal finde mere tid. Det havde næsten være bedre, hvis bilen havde været dårlig – så var der noget af arbejde med.«

Mens løbet ser ud til at kunne gennemføres uden problemer, kan Hagibis´ efterdønninger tvinge arrangørerne til at aflyse den planlagte kvalifikation søndag formiddag.

I så fald bliver fredagens resultat afgørende for startplaceringerne. Derfor blev der fredag satset mere på omgangstider end under en normal træning.

»Alle kørte vist med lav benzinmængde og motoren skruet helt op,« siger Magnussen.