Tyrkiets Grand Prix i denne weekend bliver Kevin Magnussens fjerdesidste Formel 1-løb. Herefter følger to løb i Bahrain og sæsonfinalen i Abu Dhabi midt i december.

Når han i Abu Dhabi stiger ud af sin Haas-racer for sidste gang, har han over syv sæsoner været med i 120 grandprixer. Det er Danmarks suverænt længste Formel 1-karriere. Nu fortæller Kevin Magnussen om fem personer, der har spillet en afgørende rolle i hans tid i motorsportens kongeklasse.

»Ud over alle de folk, der står bag mig – i min familie, i min omgangskreds og i min virksomhed – er der fem personer i paddocken, der har spillet en afgørende rolle i min Formel 1-karriere,« siger han til B.T.

Kevin Magnussen med McLaren-chef Martin Whitmarsh i 2013.
Kevin Magnussen med McLaren-chef Martin Whitmarsh i 2013. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

MARTIN WHITMARSH:

Martin Whitmarsh (f. 1958) blev ansat hos McLaren i 1989. I 1997 blev han administrerende direktør, og 10 år senere overtog han ledelsen af Formel 1-teamet. I januar 2014, få uger før Magnussen skulle debutere i Formel 1 med McLaren, genindtog ejeren Ron Dennis rollen som teamchef, og Whitmarsh forlod kort efter McLaren. I dag er Whitmarsh chef for det britiske America's Cup-projekt.

»Det var Martin, der åbnede døren til McLaren for mig, og i 2008, da jeg kun var 15 år, tog han mig ind i teamet, og jeg kom med i deres juniorprogram. Han var altid mega-loyal og troede på mig på et tidligt tidspunkt.«

Kevin Magnussen med McLaren-pressechef Matt Bishop i 2014.
Kevin Magnussen med McLaren-pressechef Matt Bishop i 2014. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

MATT BISHOP:

Matt Bishop (f. 1962) var chefredaktør for verdens største Formel 1-magasin F1 Racing, da han i 1997 blev udnævnt til presse- og PR-chef for McLaren. Han forlod teamet i 2017 og er i dag kommunikationschef for W Series – en formel-klasse for kvinder, der bliver optaget i Formel 1-programmet fra 2021.

»Matt var kæmpe støtte for mig i min tid hos McLaren, Han gav mig altid en sindssygt god opbakning. Han er en fyr, jeg altid har stolet på 100 procent, og i dag en han en rigtig god ven. Det er et venskab, der vil vare resten af livet.«

Kevin Magnussen med Gene Haas (i midten) og Guenther Steiner inden 2020-sæsonen.
Kevin Magnussen med Gene Haas (i midten) og Guenther Steiner inden 2020-sæsonen. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

GUENTHER STEINER OG GENE HAAS:

Guenther Steiner (f. 1965) havde en lang karriere i motorsport bag sig, da han i 2015 blev chef for det nye Formel 1-team, Gene Haas (f. 1952) oprettede. Haas oprettede i 1988 firmaet Haas Automation, der i dag er en af verdens førende producenter af værktøjsmaskiner.

»De gav mig en chance, efter jeg havde haft et par hårde år i Formel 1. Guenther er den bedste teamchef, jeg har haft i Formel 1. Han er – for det meste – verdens flinkeste mand, men har han også et hidsigt temperament. Han er bare så oprigtig, og det sætter jeg virkelig stor pris på. Man ved, hvor man har ham.«

Kevin Magnussen med McLaren-lægen Aki Hintsa i 2013.
Kevin Magnussen med McLaren-lægen Aki Hintsa i 2013. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

AKI HINTSA

Lægen Aki Hintsa (f. 1958) kom til McLaren i 1990'erne, da hans finske landsmand Mika Hakkinen kørte for teamet. Han fik en fremttædende rolle i McLaren-organisationen og oprettede samtidig firmaet Hintsa Performance, der stadig står bag en række Formel 1-kørere. Hintsa døde i 2016 efter længere tids sygdom.

»Han var læge hos McLaren, og han gjorde en kæmpe forskel. McLaren-ledelsen stolede rigtig meget på ham. Han var en, de lyttede til, og det var afgørende, at han sagde god for mig. Da jeg var ung McLaren-kører, var det som regel ham, jeg havde mine forskellige samtaler med. Det var ham, der holdt øje med mig. Han havde en evne til at se, hvem der havde mental styrke, hvem der havde de rigtige værdier og intentioner – hvem der virkelig ville noget. Jeg kan huske min første samtale med ham. Jeg blev hevet ind på hans kontor hos McLaren. Det var et mørkt rum med kun en enkelt lampe – der så ud, som om man skulle til afhøring hos FBI! Vi har så en lang samtale, hvor han spørger ind til mange forskellige ting, og til sidst spørger han, hvad jeg vil gøre for at blive verdensmester i Formel 1. Jeg kiggede ham i øjnene og svarede 'Alt i verden'. Så sagde han ikke noget – sad bare og stirrede på mig. Jeg kunne bare mærke, at jeg skulle stirrede igen – jeg skulle for alt i verden ikke blinke eller kigge væk. Og så vente på, at han kiggede væk. Jeg tror, vi sad sådan og stirrede på hinanden i måske et halvt minut. Jeg følte, at han stirrede helt ind i min sjæl for at se, om jeg virkelig mente det. Til sidst tog han sine briller på og nikkede. Så var mødet slut.«