Kevin Magnussen startede træningen til Aserbajdsjans Grand Prix i Baku med en hel sort hjelm uden sponsormærker.

Eneste udsmykning af den special-designede hjelm var A´er på visiret til minde om Bestseller-ejer Anders Holch Povlsens tre børn Alma, Agnes og Alfred, der blev dræbt under terrorangrebet på Sri Lanka i påsken.

Det er planen at fortsætte med den sorte hjelm hele weekenden i Baku.

Magnussen har gennem næsten hele sin karriere været støttet af Bestseller-tøjmærket Jack&Jones, der i dag er sponsor for Haas-teamet.

Det er dog ikke den eneste hyldest til Anders Holch Povlsen fra Magnussens side.

Begge Haas-biler har i Baku tre A'er og et knust hjerte på fronten til ære for Bestseller-ejerens tre børn.

De samme A'er var også Magnussens umiddelbare reaktion på de sociale medier, da han hørte, at katastrofen i Sri Lanka havde ramt Povlsen-familien.

Aserbajdsjans Grand Prix køres søndag klokken 14.