Kevin Magnussen havde en skidt sidste testdag i Barcelona, hvor det blev til minimal køretid.

Haas-raceren fik nemlig problemer med koblingen efter bare 16 omgange, og dermed måtte Kevin Magnussen i pit for at få udbedret fejlen.

Det besøg i garagen blev dyrt for danskeren og hans hold, der først fik styr på raceren med en halv time tilbage af den ellers fire timer lange testtid.

Selvom Kevin Magnussen kom tilbage og fik kørt nogle omgange, var fredag en skidt generalprøve for Haas, inden turen går til Australien, hvor årets første løb køres i Melbourne midt i marts.

Kevin Magnussens bedste tid rakte til en 13. plads ud af i alt 14 kørere fredag. Og han kørte blot 29 sølle omgange - færrest af alle.

Romain Grosjean sluttede med 11. bedste omgangstid, og dermed fortsatte Haas med at placere sig i den tunge halvdel af tidstavlen.

Selvom holdet ikke har jagtet hurtige tider, er det aldrig et rigtig godt tegn at ligge blandt de bagerste.