'Dette er på ingen måde okay. Det er ulækkert - og Danmark, I bliver nødt til at sætte en stopper for dette.'

Sådan skrev Formel 1-verdensmesteren Lewis Hamilton torsdag i et Instagram-opslag, der altså var rettet mod Danmark.

Årsagen ses i den video, Lewis Hamilton havde delt samtidigt. Drab af grindehvaler på Færøerne. Du kan se den video her, men vi advarer mod stærke billeder.

Men nu er der kommet et modsvar til Lewis Hamilton fra Færøerne.

Lewis Hamilton blev nummer tre i weekendens Formel 1-grandprix i Italien.
Lewis Hamilton blev nummer tre i weekendens Formel 1-grandprix i Italien. Foto: ANDREJ ISAKOVIC
Vis mere

Det kommer fra Sveinur Tróndarson, der er tidligere chefredaktør på et færøsk medie. Han har i en klumme hos Local.fo sendt et åbent brev til den britiske Formel 1-kører.

'Kære Lewis Hamilton. Det færøske folk behøver inden undskyldning for at dræbe hvaler. Vi gør det, og sådan er det. Jeg gør det ikke selv, for jeg har ikke tilladelsen til det, men jeg spiser det, og det vil jeg blive ved med, så jeg er en del af det. Og sådan forbliver det,' skriver Sveinur Tróndarson.

I sit opslag på Instagram anklagede Lewis Hamilton dem, der står bag drab og slagtning af grindehvaler, for at være dyremishandlere.

Sveinur Tróndarson beskriver, at man hverken taler om, at grindehvaler dræbes for sjov eller på grund af traditioner, men ganske enkelt for at få mad. Og her sætter han spørgsmålstegn ved, om det er værre end at importere bestemte typer kød fra andre lande.

'Er det bedre for os, at vi importerer lamme- eller kalvekød fra New Zealand eller forurenet kød fra Brasilien? Og er det bedre for verden? Er forurening fra transport bedre end at dræbe 800-1.000 hvaler om året? Dyr, der altid har været en del af den færøske madpyramide og stadig er det?'

Samtidigt henviser Sveinur Tróndarson til forskning, der beskriver, at grindehvalsbestanden ikke er så truet, som kritikerne mener.

Her linkes der blandt andet til Whaling.fo, der beskriver, at der findes omkring 100.000 hvaler i havet omkring Færøerne.

Lewis Hamilton er veganer og beskriver som det første i sin profiltekst på Instagram, at hans kost er plantebaseret, og at han elsker dyr. B.T. talte med formel 1-kollegaen Kevin Magnussen omkring Hamiltons holdning til grindehvalsdrabene før den seneste Formel 1-weekend. Læs mere her.