Det er ikke kun danske Kevin Magnussen, der har ladet skægget stå i corona-pausen i Formel 1.

Det samme gælder længere fremme i feltet, hvor den mangedobbelte verdensmester Lewis Hamilton, måske, har søgt inspiration hos sin danske racerkollega.

Den engelske superstjerne plejer ellers at fremstå ret stilet fra top til tå, men i en ny video på Instagram ligner Lewis Hamilton mere en vildmand end det modeikon, han normalt fremstår som.

Det skal dog være Lewis Hamilton vel undt at tage en slapper i pausen, da han ifølge rygtet skulle være en af de mest arbejdsomme og detalje-orienterede kørere i Formel 1-feltet. Se Hamilton i videoen nedenfor.

Apropos Kevin Magnussen og hans skæg.

Så var den danske Formel 1-kører nærmest ikke til at kende, da han forleden tonede frem med et ordentligt vikingeskæg.

Både Kevin Magnussen og Lewis Hamilton ventes at komme i bilerne i begyndelsen af juli, hvor Østrig og Red Bull Ring forhåbentlig lægger asfalt til årets første Formel 1-løb 5. juni.

Imens holder Kevin Magnussen sin racerform ved lige på de danske gokartbaner, hvor han blandt andet har kørt omgange i såvel Rødby som Roskilde.