Kevin Magnussen sluttede den første træningsdag til Italiens Grand Prix i Monza på 16.-pladsen, 1,9 sekunder efter dagens bedste tid sat af Lewis Hamilton (Mercedes).

Danskeren var på den officielle resultatliste halvanden 10.-del hurtigere end sin teamkammerat Romain Grosjean på 18.-pladsen.

Men franskmanden fik frakendt sin bedste tid, der var 3/10 hurtigere end Magnussen, fordi han havde været ude over bane-afgrænsningen.

Magnussen havde ud over Grosjean også Kimi Räikkönen (Alfa Romeo-Ferrari) og de to Williams-Mercedes kørere Nicolas Latifi og George Russell bag sig.

Danskeren og Haas F1 Team ser i år ud til at hænge fast i den bageste tredjedel af feltet. Alfa Romeo-Ferrari og Williams-Mercedes er de direkte konkurrenter, og de opture, der lyste op i 2019 – for eksempel danskerens femteplads under kvalifikationen i Østrig – udebliver.

Alligevel siger Magnussen, at 2019 var mere frustrerende.

»2019 var frustrerende, fordi vi havde rigtig høje forventninger. Vintertesten sidste år gik sindssygt godt, og det hele så vildt godt ud. Bilen viste sig jo også at kunne rigtig meget – men som regel kun over en omgang og kun en gang imellem. I løbene røg jeg bare bagud – langt bagud! Og det var frustrerende,« siger han til B.T.

»I år er bilen mere stabil. Den opfører sig rigtig godt – den gør det, vi satsede på. At teamet har vendt udviklingen på den måde – at de kunne sætte fingeren på problemerne med 2019-bilen og løse dem – er imponerende. Selve 2020-bilen – chassiset – er et stort skridt fremad, men alle bilerne med Ferrari-motorer har tabt fart i forhold til sidste år. Og samtidig er alle de andre biler blevet hurtigere,« fortsætter danskeren.

Op til det italienske grandprix har FIA forbudt de såkaldte 'party-modes', der med ændrede indstillinger kortvarigt har givet motorerne fra specielt Mercedes ekstra effekt under kvalifikationen. Nu skal motorerne køre med samme indstilling hele weekenden, og det håber Magnussen vil give Haas og den svage Ferrari-motor en lille fordel i kvalifikationen lørdag eftermiddag.

»Vi håber, at de andre motorer mister mere effekt end os,« siger han