Kevin Magnussen mødte torsdag storsmilende op til Tysklands Grand Prix i Hockenheim. Efter tre løb i træk – der alle resulterede i VM-point – har en lille uge på Maldiverne med kæresten Louise genopladet batterierne.

Nu er han klar til de to sidste løb inden hele Formel 1-feltet går på tre ugers sommerferie efter Ungarns Grand Prix i næste weekend.

Magnussen ligger lige nu på niendepladsen i VM - henholdsvis et og tre point efter Fernando Alonso og Nico Hülkenberg. Netop Hülkenbergs syvendeplads er Magnussens mål, for det er den bedste placering en kører udenfor de tre topteams kan opnå.

»Jeg kalder det B-mesterskabet, men er jo noget vi selv har opfundet for at have et konkret mål. Det giver ekstra motivation,« siger Magnussen.

»For mig personligt ville det være cool at blive nummer syv i den samlede stilling. Men der er ingen pokal for at vinde B-mesterskabet – det er mere et personligt mål,« fortsætter han.

Kevin Magnussen vil skubbe tyske Nico Hülkenberg fra den samlede 7. plads i kørernes VM-stilling. (AFP PHOTO / ANDREJ ISAKOVIC)
Kevin Magnussen vil skubbe tyske Nico Hülkenberg fra den samlede 7. plads i kørernes VM-stilling. (AFP PHOTO / ANDREJ ISAKOVIC) Foto: ANDREJ ISAKOVIC
Vis mere

Læs også: Magnussen træt af Neymar-typer i Formel 1

De tre seneste baner i Frankrig, Østrig og England har ligget godt til Haas-teamet, og Magnussen håber at Tysklands Grand Prix også vil resultere i VM-point.

»Jeg har fornemmelsen af, at Hocknheim vil passe ok til os – så må vi se, hvor vi helt præcist ender. Men jeg tror, at vi har en god chance for at score point. Det forudsætter, at vi har styr på dækkene - de vil som altid være det vigtigste.«

Ikke flere store updates

Haas-teamet introducerede en markant update af deres 2018-model i Canadas Grand Prix i starten af juni. Det nye design har været med til at forsvare Haas´ position som et af de bedste teams udenfor de tre tophold, men alle teams udvikler løbende deres biler. Haas har ingen nye dele med til Hockenheim og planlægger kun en mindre update i de kommende uger, inden man efter sommerferien fokuserer 100 procent på 2019-modellen.

»Jeg håber, at vi kan blive ved med at score point, men der udstedes ingen garantier i Formel 1. Tingene ændrer sig før eller siden, men jeg ser positivt på vores chancer for at blive på vores nuværende niveau. Jeg håber, at vi kan etablere os som ’best-of-the-rest’.«

Steiner: ”Vi må ikke dumme os”

Ved det seneste grandprix i Silverstone for 14 dage siden kvalificerede Magnussen og hans teamkammerat Romain Grosjean sig på syvende- og ottendepladsen, og der var lagt op til, at teamet kunne score gode point i løbet. Men efter de to Haas-biler ramlede sammen allerede på første omgang, blev Haas´ magre udbytte af Storbritanniens Grand Prix Magnussens niendeplads.

Læs også, at Hamilton har forlænget med Mercedes

Magnussen var ikke i tvivl om, at sammenstødet var Grosjeans skyld, men franskmanden fastholdt, at begge kørere var ansvarlige. Efterfølgende har teamchef Günther Steiner analyseret episoden, og nu siger han.

»Det er ikke noget, vi behøver bruge så meget tid på – den slags må bare ikke ske. Vi har simpelt hen ikke råd til at miste point på den måde.«

Direkte adspurgt om han havde udstedt et sæt regler for sine kørere, tilføjede Haas-chefen.

»Vi behøver ingen regler – udover at vi ikke må dumme os.«