Det raser på de indre linjer efter flere kører-kollisioner internt hos Kevin Magnussens amerikanske arbejdsgiver i forbindelse med Formel 1-weekenden på Silverstone.

Nok var Kevin Magnussens og Romain Grosjeans ballade på første omgang en ærgerlig begyndelse på et løb, der kunne være blevet til meget mere for Haas.

Men de to Formel 1-stjerners kontrovers er ingenting sammenlignet med den, der udspillede sig mellem Haas' to udviklingskørere Santino Ferrucci og Arjun Maini i søndagens Formel 2-løb - supportklassen lige under Formel 1.

Her stak det fuldstændig af for den 20-årige amerikaner Santino Ferrucci, som nu må gå og grue gevaldigt for sin fremtid i international motorsport. Det sker efter, at amerikaneren både på og udenfor banen opførte sig på en måde, der vel ikke kan beskrives som andet en fuldstændig skandaløs.

Santino Ferrucci har store problemer efter weekenden på Silverstone:

Først og fremmest valgte Santino Ferrucci med fuldt overlæg at køre ind i sin teamkammerat Arjun Maini, efter begge Haas-reserver havde fået det ternede flag og var på vej rundt på afkølingsomgang for at nå frem til pitten.

Se hendelsen her:

En utilgivelig handling, som kom efter, at Santino Ferrucci forinden undervejs i løbet også havde forsøgt at køre Arjun Maini af banen - dog uden held.

Som konsekvens valgte dommerne meget logisk at indkalde Santino Ferrucci for at få en forklaring på den skandaløse kørsel. Men det gad amerikaneren ikke bruge sin tid og nægtede slet og ret at stille foran dommerne.

Og så faldt hammeren. Tungt.

Santino Ferrucci har nu fået karantæne på to løbsweekender i Formel 2, hvor der afvikles to heat i hver. Det vil sige, at han ikke kan køre med i fire heat, og naturligviså blev han også diskvalificeret fra løbet på Silverstone.

Samtidig uddelte dommerne en bøde til Santino Ferrucci på 60.000 euro. Hertil kom i øvrigt en bøde på 6000 euro, fordi Santino Ferrucci brød reglementet ved at sidde i raceren med kørerhandske i den ene hånd, mens han havde sin mobiltelefon i den anden, da bilen skulle placeres på startgridden.

Den går ikke, og dermed løb den samlede bøde op i godt og vel 500.000 danske kroner.

Teamejer Gene Haas til højre skal have styr på kørerne efter denne weekend. (Jared C. Tilton/Stewart-Haas Racing via Getty Images/AFP) Vis mere

Santino Ferrucci står nu også til at blive fyret fra Formel 2-teamet Trident, hvor Haas har placeret ham og Arjun Maini for at gøre dem klar til Formel 1. Trident skrev søndag på Twitter, at man ved hjælp fra advokater vil få Ferrucci ud for hans, men også Ferruccis fars, angiveligt dårlige opførsel over for teamkollega Arjun Maini ved gentagende lejligheder.

Balladen fik overraskende nok ikke Santino Ferrucci til at gå i flyverskjul. Han fortsatte i stedet på Twitter, hvor han reagerede på, at Arjun Maini ønskede amerikaneren diskvalificeret.

Til det skrev Santino Ferrucci følgende:

»Kommer det fra ham, der græd over radioen. Jeg har lige aflagt min dopingtest, så jeg er fuldstændig klar. Måske skulle de (TV, red.) vise, hvad du gjorde ved mig under løbet, så ville flere folk forstå,« lød det fra amerikaneren.

Det var denne radiomelding fra Maini, som Ferrucci henviste til:

Senere har Santino Ferrucci slettet sit tweet.

Haas-teamet har mandag reageret officielt på deres udviklingskørers opførsel, og amerikanerne er lige nu ved at undersøge alle de ulykker, som Ferrucci lavede i weekenden.

»Haas F1 Team er fortsat i en proces med at indsamle alle informationer angående Santino Ferrucci og hans gerninger under Formel 1-løbet i weekend på Silverstone. Vi takker for jeres tålmodighed,« oplyser holdet i en pressemeddelelse.