Det er nu tre måneder siden Kevin Magnussen sad i sin Haas-racer.

Han efterlod et godt indtryk ved vinter-testerne på Catalunya-banen, men da feltet holdt klar i pitten til VM-premieren i Melbourne, blev Australiens Grand Prix på grund af corona-epidemien aflyst med få timers varsel.

Siden er yderligere ni Formel 1-løb aflyst eller udskudt på ubestemt tid, men nu planlægger man at starte VM 2020 med to løb på Red Bull Ring i Østrig 5. og 12. juli.

»Jeg synes, jeg har brugt pausen fornuftigt. Jeg har slappet af sammen med Louise (Gjørup Magnussen, Kevin Magnussens hustru, red.), og samtidig har jeg holdt min træning ved lige. Men nu har pausen varet længe nok, og nu glæder jeg mig som et lille barn til at komme tilbage,« siger Magnussen til B.T.

For et par uger siden blev kører-karrusellen for alvor sat i gang, og selv om der endnu ikke er kørt et eneste løb i 2020, er sæderne til 2021-sæsonen allerede ved at blive besat.

Den seneste rokade sendte Carlos Sainz Jr til Ferrari i stedet for Sebastian Vettel, der nu har få muligheder for at fortsætte i Formel 1.

Carlos Sainz Jrs plads hos McLaren overtages af Daniel Ricciardo, der forlader Renault.

Det er endnu uvist, hvem der skal afløse australieren, men Magnussen, der kørte for Renault i 2016, siger:

Foto: ANDREJ ISAKOVIC
Vis mere

»Haas-teamet har en option på mig for 2021, og jeg håber, de indløser den. Jeg er sikker på, at Haas vil være et godt sted at være i de kommende år.«

De 10 teams blev i sidste uge enige med bilsportsforbundet FIA og Formel 1-organisationen om at sænke det planlagte budgetloft for 2021 yderligere.

Hvor loftet for, hvor mange penge hvert team må bruge i 2021, tidligere var cirka 1,2 milliarder kroner, er det nu reduceret til knap en milliard kroner.

»Det er stadig mere, end Haas bruger, men det vil tvinge mange af de andre teams til at skære ned. Det må alt andet lige stille os i en stærkere situation,« siger Magnussen.