Krisen kradser i Formel 1, og nu tilbyder Kevin Magnussen at hjælpe Haas F1 Team økonomisk.

»Kørerne ved, at vi har det svært, og jeg har endnu ingen detaljer, men det er noget, vi taler om,« siger Haas' teamchef, Günther Steiner, til tyske Motorsport-Magazin.com.

Haas F1 har i lighed med andre team i England sendt mange medarbejdere hjem med lønkompensation fra staten.

»Det er rigtig, at jeg har tilbudt at gå ned i løn,« bekræfter Kevin Magnussen over for B.T.

Foto: ALEJANDRO GARCIA
Vis mere

Han vil ikke gå i detaljer om lønnedgangen, men B.T. erfarer, at det handler om mellem 20 og 25 procent.

Det afhænger dog af, hvor mange løb der skal køres i den amputerede 2020-sæson.

Foreløbig er sæsonens første ni løb aflyst eller udskudt, men Formel 1-organisationen håber stadig at afvikle op mod 18 løb.

Det kommer dog helt an på, hvornår der igen lukkes op for verden i denne corona-tid.