Kevin Magnussen taler ofte om, hvor meget han gerne vil prøve andre former for motorsport end Formel 1. Nu får han chancen i USA's mest populære racer-klasse, NASCAR.

B.T. kan afsløre, at den danske Formel 1-kører i forbindelse med USAs Formel 1-grandprix i Austin sidst i denne måned skal prøve en Ford Mustang fra et af NASCARs største teams, Stewart Haas Racing.

Teamet ejes i fælleskab af Magnussens Formel 1-chef, Gene Haas, og den tidligere NASCAR-mester Tony Stewart.

»Både Kevin og Romain (Grosjean, red.) får en håndfuld omgange i NASCAR-bilen på Circuit of the Americas om torsdagen inden USA's grandprix,« siger Haas F1 Teams talsmand, Stuart Morrison, til B.T.

NASCAR er USA´s mest populære racr-serie. 31. oktober for Kevin Magnussen mulighed for at prøve en af de amerikanske muskelbiler på Circuit of the Americas i Texas.
NASCAR er USA´s mest populære racr-serie. 31. oktober for Kevin Magnussen mulighed for at prøve en af de amerikanske muskelbiler på Circuit of the Americas i Texas. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Kevin Magnussen mødte Tony Stewart sidste år, da han prøvede en af den amerikanske racerlegendes såkaldte sprintcars, der bruges til ovalløb på løst underlag.

»Jeg glæder mig helt vildt til at prøve en NASCAR – det er jo en af de mest ikoniske racerbiler i verden,« siger Magnussen til B.T.

NASCAR-serien omfatter hvert år 36 afdelinger over hele USA. Næsten alle løb afvikles på såkaldte ’speedways’, der er ovalbaner med hævede sving.

Kun et par af løbene køres på almindelige racerbaner, og her indsætter man specielle biler. Det ventes, at det er af disse modeller Kevin Magnussen og Romain Grosjean skal prøve på Formel 1-banen Circuit of the Americas.

»Jeg ved endnu ikke, hvilken model jeg skal køre – men det er også lige meget. Det bliver i alle tilfælde en fed oplevelse,« siger Magnussen.

Den danske Formel 1-kører kan få gode NASCAR-råd af sin Formel 1-chef: Günther Steiner stod i 2006-08 i spidsen for Red Bulls NASCAR-team.

NASCAR-bilerne er bygget specielt til racing, og har kun en vis ydre lighed med de gadebiler, de deler modelnavn med. En NASCAR-bil vejer næsten halvandet ton, og de store V8-motorer yder op til 800 hestekræfter.

Kevin Magnussens far, Jan Magnussen, er den hidtil eneste dansker, der har kørt løb i NASCAR-serien. I 2010 kørte han i en Chevrolet fra Hendrick Motorsport løbet på Sonoma-banen i Californien, hvor han sluttede på 12.-pladsen. Hvor stor NASCAR-serien er i USA, understreges af, at det relativt beskedne resultat udløste en pengepræmie på næsten 100.000 dollars (cirka 650.000 kr.).