Kevin Magnussen og hans kæreste Louise Gjørup har de seneste måneder båret på en sød hemmelighed: Parret skal giftes!

»Ja, det er rigtigt, at vi skal giftes til sommer,« bekræfter Kevin Magnussen til den danske presse i Mexico City, hvor han forbereder sig til weekendens Formel 1-grandprix på Autodromo Hermanos Rodriguez.

Parret blev kærester i 2015. Magnussen fortalte for nylig til B.T., om hvordan det var en svær, men lærerig periode, da han i 2015 fik opsagt sin kontrakt med McLaren-teamet.

»Da jeg i 2015 fik revet tæppet væk under mig, skulle jeg pludselig overveje nogen ting i mit liv, som jeg ikke havde tænkt over før. Og det var sundt. Det gik op for mig, at livet bliver smukkere, når man kan se ud over motorsport. Her snakker vi også om Louise – hum kom ind i billedet netop, som jeg røg ud af McLaren i 2015. Der gik det op for mig, at der også er andre ting i livet end motorsport.«

Louise Gjørup og Kevin Magnussen.
Louise Gjørup og Kevin Magnussen. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Kevin Magnussen ønsker ikke at oplyse tid og sted for brylluppet, men med en hektisk Formel 1-kalender 2019 med 21 løb er en weekend i sommerpausen i august et godt gæt. Kevins far, den tidligere Formel 1-kører Jan Magnussen, blev i 2004 gift i domkirken i hjembyen Roskilde.

26-årige Kevin Magnussen ønsker at værne om sit privatliv og sin to år yngre kæreste.

»Jeg har det underligt med at dele ud af mit privatliv til folk, jeg ikke kender. Så jeg vil ikke gå i for mange detaljer. Og det håber jeg, at folk vil respektere,« siger han.

Formel 1-køreren har ført et omflakkende liv de seneste år: Han boede i 2017 kortvarigt i en nyindkøbt villa på Frederiksberg, inden har tidligere i år flyttede til Dubai. Efter at have indgået en ny kontrakt med Haas-teamet, der har hovedkvarter ved Oxford, er han netop flyttet til London.

Fik du hørt B.T.s nye podcast, K-Magazine? En podcast om Kevin Magnussen og Formel 1. Her går vi helt tæt på den danske racerkører og nørder igennem på alt det aktuelle i Formel 1.

Abonner på den nye podcast HER og lyt til seneste herunder: