Efter syv år i en Formel 1-racer skal de danske tv-seere nu vænne sig til, at Kevin Magnussen ikke er en del af det stjernespækkede felt.

Men den danske motorkører har tydeligvis ikke givet helt slip på sporten alligevel.

Magnussen vil nemlig være at finde i tv-studiet som ekspert hos TV3 Sport, når sæsonen bliver skudt i gang i Bahrain søndag. Det skriver kanalen på sin Facebook-side.

'Vi glæder os til at nyde godt af Magnussens erfaring og viden i sporten.'

Her vil han sammen med den faste ekspert Nicolas Kiesa forsøge at give seerne indsigt i den eksklusive og komplekse motorsport, mens den sædvanlige vært, Peter Palshøj, er ved deres side.

Magnussen kommer lige fra en skuffende start i IMSA-serien i USA, men her er løbskalenderen ikke nær så tæt, som den er i Formel 1. Derfor har han nu mulighed for at være med på dansk tv.

TV3 Sport melder intet om, hvorvidt den danske stjerne vil være at finde som ekspert til flere af årets løb.

Årets Formel 1-sæson sættes i gang søndag klokken 17.