Formel 1-køreren er blevet voksen.

I år glæder Kevin Magnussen sig til jul. Fordi han er blevet voksen. Som barn og ung hadede han julemåneden.

»Alting var bare noget møg, når der var sne på racerbanerne. Derfor var jeg aldrig i julestemning. I mange, mange år var jeg helt væk, når det blev vinter og jeg ikke kunne køre gokart. Jeg duede ikke til noget som helst i de måneder, for jeg havde ikke andet. Mit liv sluttede bare om vinteren, og det var sgu ikke sjovt,« fortæller han til B.T.

»Nu er det anderledes, for nu går jeg og glæder mig til at få ferie, til at holde jul og komme hjem til Danmark og besøge mormor og farmor. Det er sikkert en del af det at blive voksen,« siger Magnussen, der gennem hele december har haft familie og venner på julebesøg i lejligheden London.

»Jeg er blevet 27 år og føler mig efterhånden mere eller mindre voksen. Og med det er der kommet nogle nye livsværdier. Det handler selvfølgelig allermest om, at jeg er blevet gift med Louise. Der er kommet nogle nye prioriteter og nye værdier ind i mit liv.«

»Jeg prioriterer stadig Formel 1 over alt andet. Men hvor jeg tidligere ikke kunne se andre værdier i livet end Formel 1, er det nu en ny situation. Det er mange små, almindelige ting i livet, jeg er begyndt at vægte højere. At have tid med venner og familie, for eksempel.«

Voksenlivet og de nye prioriteter betyder ikke, at Kevin Magnussen har mistet fokus på Formel 1. Tværtimod.

»Som Formel 1-kører har jeg aldrig været så god, som jeg er nu,« siger han.

Kevin og Jan Magnussen inden Italiens Grand Prix.
Kevin og Jan Magnussen inden Italiens Grand Prix. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

»Jeg tror faktisk, det er en styrke, at jeg har fået udvidet og styrket sit fundament. Nu står jeg ikke længere fuldstændig på bar bund, hvis der kommer modvind i min racerkarriere. Tidligere kunne jeg virkelig blive deprimeret, hvis det gik dårligt i race.«

»Jeg er også begyndt at glæde mig helt vildt til en dag at få et hjem, hvor jeg rigtigt kan slå mig ned, få en hverdag, gå tur med hunden. Og få nogle børn.«

Kevin Magnussens far, Jan Magnussen, var kun 18 år, da han blev far. Han var i gang med at grundlægge en Formel 1-karriere og bosatte sig i England, hvorfra der var langt hjem til lille Kevin i Roskilde. Da Kevin selv kom i Formel 1 og blev spurgt om, hvad det vigtigste han havde lært fra sin fars karriere, svarede han:

»At man ikke skal blive far som 18-årig.«

Kevin Magnussen med sin far Jan ved Belgiens Grand Prix 1997.
Kevin Magnussen med sin far Jan ved Belgiens Grand Prix 1997. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Kevin Magnussen lægger ikke skjul på, at det ikke altid var lige let at vokse op som søn af en Formel 1-kører, der sjældent var hjemme.

Man samtidig siger han, at det var fantastisk, da han som dreng kom med Jan til racerløb. Det samme vil han opleve med sine egne børn.

»Jeg vil godt have børn, mens jeg stadig kører race. Jeg har nydt at se min far køre, og jeg har fået en masse fede oplevelser på den konto.«

»Det ville være ærgerligt, hvis mine børn skulle vokse op uden at have set deres far som racerkører. Det er så stor en del af min identitet, at jeg ville føle, at de ikke rigtig kendte mig, hvis de ikke fik den del med.«