2019 bliver på mange måder en ny begyndelse for Kevin Magnussen. Ny bil, nyt reglement, ny teamsponsor, ny simulator, ny ingeniør, ny bopæl. Og nye håb.

Reglementet først. I et forsøg på at få flere overhalinger har bilsportsforbundet FIA indført nye regler for for- og bagvingernes udformning. De nye, simplere vinger skal mindske de turbulenser, der ødelægger downforcen og dermed overhalingsmulighederne for de efterfølgende biler.

Mange – både kørere og ingeniører – har udtalt, at reglerne ikke lever op til de gode intentioner, men Magnussen er begejstret.

»Jeg fulgte tæt efter en anden bil ved vintertesten på Catalunya, og det føltes langt bedre end sidste år. I mine øjne er der en markant forskel: Jeg kunne faktisk følge tæt bag den anden bil i halvanden omgang og til sidst overhale. Med 2018-bilerne var jeg måske også kommet forbi, men det er nemmere med det nye reglement. Det kan selvfølgelig være anderledes på andre baner, men foreløbigt ser det godt ud.«

Vis mere

Mange håber også, at de nye regler vil rykke feltet tættere sammen. Her er Magnussen dog mere forbeholden.

»Jeg ved ikke, om vi kommer tættere på de store teams. Det kan man først sige noget fornuftigt om, når vi kommer til det første løb,« siger Magnussen til B.T.

Der er også ændret på brændstofsreglementet. Hvor kørerne hidtil har måttet klare sig med 105 kilo benzin pr løb, har de fra denne sæson 110 kilo til rådighed.

Reglen bliver indført, efter Kevin Magnussen i USAs Grand Prix sidste år blev diskvalificeret for at have brugt få gram mere end de foreskrevne 105 kilo.

»Jeg er rigtig glad for, vi får fem kilo benzin mere end sidste år. Men spørgsmålet er, om det er nok. Jeg tror meget af den ekstra benzin bliver ædt op af den højere vindmodstand fra de nye vinger. Så det vil overraske mig, hvis vi ikke stadig skal ’coaste’ – altså spare på benzinen. Jeg håber bare ikke, det bliver så meget som sidste år,« siger Magnussen.

Haas-teamet har siden debuten i 2016 arbejdet tæt sammen med Ferrari. En del af aftalen med det italienske team indebar, at Haas kunne bruge Ferraris simulator. Men i grandprix-weekenderne er simulatoren i Maranello altid optaget af Ferraris eget program.

I år vil Haas i lighed med mange andre teams udvikle deres bil i løbet af grandprix-weekenderne, og man vil derfor bruge Dallaras simulator. På mange måder en logisk løsning, for det er Dallara, der bygger Haas-bilerne

»Men vi er ikke skiftet helt over endnu. Jeg har været i Dallaras simulator, men hele projektet er stadig på et tidligt stadie. Det kræver meget arbejde, før Dallaras simulator er helt effektiv. Jeg ved ærligt talt ikke helt, hvordan planerne er og hvornår vi skifter helt over, men nu er vi i hvert fald i gang. Det er også hos Dallaras, vores nye testkører Pietro Fittipaldi skal udføre sit arbejde.«

Haas-teamet startede 2018 som feltets fjerdebedste team - bag de tre etablerede tophold Mercedes, Ferrari og Red Bull og foran det brede midterfelt.

Og der var ingen tvivl om, at Magnussen var Haas' bedste kort i foråret 2018. Mens danskeren scorede masser af point, kørte hans teamkammerat, Romain Grosjean, fra den ene krise til den anden.

»Men det handlede ikke om, at bilen dengang passede specielt godt til min kørestil. Det handlede mere om, at den ikke passede særligt godt til Romain. Hvis Romain skal køre rigtig stærkt, skal bilen passe perfekt til hans kørestil. Jeg kan nok bedre tilpasse mig en bil, der ikke er optimalt justeret til mig. Men det handler om bittesmå, udefinerbare ting – det handler allermest om følelser og fornemmelser,« siger Magnussen.

Vis mere

I sine to første Haas-sæsoner havde Magnussen Giuliano Salvi som sin personlige ingeniør. Den erfarne italiener spillede en central rolle i Magnussens gode resultater, men nu er Salvi rejst tilbage til Italien og har fået et job hos Ferrari.

I stedet får Magnussen i år Gary Gannon som ingeniør. Englænderen har de seneste sæsoner været ingeniør for Romain Grosjean, men skifter nu over til Magnussens side af Haas-garagen.

»Giuliano og jeg havde et fantastisk samarbejde. Men det regner jeg også med at få med Gary. Selv om han indtil nu har været Romains mand, har han lyttet med på mine input, når vi debriefede. Han har igennem de sidste to år sammenlignet mine data med Romains, så han kender mine ønsker til bilen. Og at arbejde med Gary bliver nemmere end at skulle starte et helt nyt samarbejde med en ingeniør.«

Kevin Magnussen understreger gang på gang, hvor glad han er for at være hos Haas. En af grundene er det manglende sponsor- og PR-arbejde, for den slags synes han bare ikke er sjovt – særligt ikke efter at have været hos McLaren og Renault, hvor sponsor- og PR-forpligtelser står højt på 'to do'-listen.

Uden ret mange team-sponsorer har Haas-kørerne de seneste år haft mere fritid i grandprix-weekenderne end deres kollegaer i andre teams.

Og det tror Magnussen ikke, at Haas' nye titelsponsor, energidrik-producenten Rich, vil ændre på.

»Jeg tror sgu, jeg har været heldig igen,« siger han med et smil.

»Rich Energy-fyrene virker til at være, hvad skal vi sige, nede på jorden. Dejligt nemme at snakke med – nogle flinke mennesker. Sådan er det hos Haas: Jeg tror, flinke mennesker tiltrækker flinke mennesker. Haas er jo et rigtig godt team med en fantastisk stemning og frihed. Det er slet ikke så ’stramt’ som ... mange andre teams.«

Men han er klar til at kaste sig over sponsor- og PR-arbejdet, hvis han kan få en plads i et topteam.

»Hvis jeg kan få lov til at køre i en vinderbil, så skal jeg nok give det et skud med det der sponsorarbejde. Men indrømmet, så vil det blive en omvæltning. Det tager vi til den tid,« smiler han.

Med hensyn til de nye håb for 2019 er Kevin Magnussen realistisk.

»Sidste år tog Haas et kæmpe skridt frem - vi kan næppe tage et lige så stort skridt i år,« siger han.

Vis mere

»Nu er vi et sted i feltet, hvor der er virkelig hård konkurrence. Derfor bliver det hårdt at avancere fra vores nuværende femteplads i den samlede VM-stilling, men selvfølgelig går vi efter det. Mit håb er, at vi forbedrer os, og så må vi bare krydse fingre for, at vi har forbedret os mere end de andre.«

»Men der er knald på hos vores konkurrenter, hvor mange af dem er inde i en god udvikling. Racing Point har fået bedre budgetter, Sauber havde allerede sidste år god fart i deres bil, Toro Rosso har nu et tæt samarbejde med Red Bull. Det er vel kun Williams og måske McLaren, vi kan forvente ligger i bunden. Det bliver ikke nemt.«

»Hvis vi kan vinde en placering, vil det være fantastisk. Men det vil absolut også være OK ’bare’ at forsvare femtepladsen – så længe vi gør fremskridt. En ny femteplads i år, men med flere point end i 2018, vil absolut være godkendt,« fortsætter han.

Efter en periode i Dubai flyttede Magnussen i efteråret til London. Her er han tættere på Haas-teamets Formel 1-hovedkvarter i Banbury, her er gode flyforbindelser til de 21 grandprix'er, og det er nemt at komme til Danmark, som han stadig omtaler som ’hjem’.

Vis mere

»Det går fint med at bo i London! Jeg har mange venner i byen, og der er mange fra teamet tæt på,« siger han.

Sidste efterår fortalte Kevin Magnussen, at han til sommer skal giftes med kæresten Louise Gjørup.

»Louise er i gang med at finde ud af, om hun vil flytte hen til mig i London,« fortæller han.

Hun skal også finde ud af, om hun fremover skal med til flere af gemalens løb.

»Det ved jeg ikke, om hun vil – det må du spørge hende om. Det er helt op til hende. På den måde følger der ikke flere opgaver med at blive fru Magnussen,« siger han med et grin.

2019 kan også give Kevin Magnussen et nyt ry blandt visse af hans konkurrenter. Han vil altid være en af de hårdeste hunde i feltet, men det virker, som om han er kørt fra det ’bad-boy’-stempel, et par af de mere erfarne kørere har forsøgt at give ham.

Som B.T. tidligere har beskrevet, har for eksempel Daniel Ricciardo ingen problemer med danskerens kompromisløse kørestil. Og selv forholdet til Nico Hülkenberg ser ud til at blive bedre. Fra Magnussens side er kontroversen efter Ungarns Grand Prix 2017, der sluttede med det berømte ’suck my balls’-citat, for længst glemt.

»Jeg har stor respekt for Hülkenberg. Han er en rigtig god racerkører, men jeg synes, han har gået og surmulet lidt. Der sker ting på banen, og jeg er den type, der lader det blive på banen og ikke tager det med ind i paddock'en. For mig er den historie for længst overstået.«