2015 er længe siden.

Så længe siden, at Kevin Magnussen i dag ikke længere har noget forhold til det McLaren-team, hvor Formel 1-karrieren begyndte.

Sådan lød det fra den danske racerkører på torsdagens pressemøde forud for weekendens Formel 1-grandprix i Østrig, hvor nærmest alle spørgsmål til danskeren kredsede sig om den store fremgang hans Haas-hold har haft i denne sæson.

»Det gør mig helt sikkert stolt. Det er imponerende for så lille et hold at kunne konkurrere med Renault og McLaen og endda slå Williams og Force India, der er noget større end os. Så ja, det er noget at være stolt af, og det er godt arbejdet af det lille hold, vi er på,« sagde Kevin Magnussen.

Han kom i den forbindelse med flere hentydninger til sin tidligere Formel 1-arbejdsgiver, der har haft nogle svære sæsoner, siden danskeren forlod holdet.

»Jeg vil også sige, at jeg er ret overrasket især i forhold til McLaren. Da jeg var der (frem til og med 2015-sæsonen, red), var det tydeligt, at det er et stort hold, et meget stort hold... og et smukt hold,« sagde Kevin Magnussen:

»Men jeg har mistet kontakten med dem, jeg taler ikke med dem mere. Jeg kender ikke til de problemer, der har i øjeblikket, men det er en skam. Jeg er glad for, at vi kan konkurrere med dem - og slå dem ind i mellem, men det er ikke dér, de hører til.«

Ikke bare Haas, men også Kevin Magnussen har en god sæson. Han har scoret alle holdets point, mens holdkammeraten Romain Grosjean indtil videre står noteret for et rundt nul - 'han har haft et ret hårdt år', som danskeren siger om franskmanden.

Lige nu ligger Haas nummer syv i konstruktørernes VM-stilling, selv om holdets fart i flere løb har været 'best of the rest', altså fjerdebedst. Lige nu er det det dog Renault, der pointmæssigt indtager den position, men Kevin Magnussen har opgivet at kravle helt derop, inden sæsonen er ovre.

»På en god weekend er vores bil god nok til at være fjerdebedste hold, så vi må få elimineret de dårlige weekender. Renault er ret langt foran i pointene, men der er stadig en ret lang sæson forude. De ser dog ud til at være ret stabilie og måske endda for stabile i forhold til os. Men vi vil gøre vores bedste. I øjeblikket er der ikke langt mellem femte- og ottendepladsen, det er meget tæt, så forhåbentlig kan vi kæmpe med om femtepladsen,« sagde Kevin Magnussen.

På pressemødet blev han også spurgt til sin fremtid, hvor han fortalte, at Haas har en option på en forlængelse, så 'der er ikke den store chance for,  at skal andre steder hen'. Efterfølgende fortalte ham mere om sin kontraktsituation til B.T.s Formel 1-korrespondent, Peter Nygaard. Læs mere om det her

Du kan følge træning, kvalifikation og grandprix fredag, lørdag og søndag. Der er også mulighed for at chatte med B.T.s Formel 1-korrespondent Peter Nygaard - det sker fredag kl. 13.