En sølle 17.-plads blev Kevin Magnussens frustrerende udbytte af kvalifikationen til Formel 1's 70-års jubilæumsgrandprix i Silverstone i England.

Danskeren var ligesom de øvrige kørere med Ferrari-motor hæmmet på den power-krævende Silverstone-bane. Derfor var en placering bagerst i feltet ventet, men det var overraskende, at Magnussen var hele 7/10 sekund langsommere end sin teamkammerat Romain Grosjean, der kvalificerede sig som nummer 14.

»Det har været en frygtelig weekend indtil nu. Det er meget frustrerende at være i den her situation,« sagde Magnussen efter kvalifikationen.

»Jeg ved ikke, hvad der sker lige nu. Bilen er på ingen måde, som den var i sidste weekend. Der er et eller andet, der ikke fungerer. Vi kan ikke rigtig se, hvad det er, men jeg mangler bare hele tiden et halvt sekund (pr. omgang, red.). Det er jo latterligt, at jeg er 7/10 efter vores anden bil. Jeg plejer ikke at være 7/10 efter Grosjean.«

I sidste weekend kørte Magnussen og resten af Formel 1-feltet også på Silverstone, og her var danskeren betydeligt mere konkurrencedygtig.

»Der er ikke samme rytme i bilen som i sidste weekend,« klagede Magnussen.

»I sidste weekend kunne jeg virkelig presse bilen – den gang kunne jeg køre gennem flere af de hurtige sving med speederen i bund, men det er umuligt nu. Bilen har mistet en masse stabilitet, og den laver nogle abrupte ting – jeg har slet ingen tillid til den.«

Dækudvalget fra Pirelli er en compound blødere end sidste weekend, men det forklarer ikke den store forskel. Mistanken samler sig derfor om selve bilen. Måske har den stadig en skjult skade fra sidste weekends sammenstød med Alexander Albon?

»Jeg havde jo et crash i løbet sidste weekend, og bilen er bygget op igen, men jeg ved ikke, hvorfor den er så langsom,« sagde Magnussen.

Haas-teamchef Günther Steiner var også frustreret over Magnussens problemer.

»Vi skiftede bunden i går, men Kevin siger, at han ikke føler sig tilpas i bilen. Han siger, den ikke har noget grip, og vi forstår ikke hvorfor – Grosjean klarer sig jo nogenlunde,« sagde Steiner.

Med en startplacering bagerst i feltet og en handicappet bil er Magnussen ikke optimistisk inden jubilæumsgrandprixet, der starter søndag klokken 15.10.

»Hvis det forsætter på samme måde, har jeg ikke særligt høje forhåbninger til løbet. Så bliver det en lang dag!«

Mercedes fortsætter deres totale dominans af Formel 1-VM 2020. Valtteri Bottas, der netop har forlænget sin aftale med det tyske team, tog pole position foran Lewis Hamilton. Nico Hülkenberg, der for anden weekend i træk erstatter den coronaramte Sergio Perez hos Racing Point, besatte med endnu en Mercedes-motor tredjepladsen.