BT I ASERBAJDSJAN

Kevin Magnussens og Haas-teamet oplevede noget, der med rette kan kaldes en katastrofe-weekend i Baku.

Teamet rejste fra Aserbajdsjans hovedstad med et stort nul i pointregnskabet efter Kevin Magnussen fik en tidsstraf plus to ’klip-i-licensen’ og Romain Grosjean kørte i barrieren.

Kevin Magnussen fik en dårlig start fra 15. position og fik sit løb ødelagt allerede på første omgang. Marcus Ericsson kørte ind i danskeren i et sammenstød, der indbragte svenskeren en tidsstraf på 10 sekunder og to ’klip-i-licensen’. Ericssons straf blev starten på en travlt eftermiddag for dommerkollegiet i Aserbajdsjans Grand Prix, der inkluderede den danske Le Mans-legende Tom Kristensen.

»Det skete i sving to,« sagde Magnussen efter løbet om Ericssons påkørsel.

»Jeg ved ikke præcis, hvad der skete. Han kom efter løbet hen til mig og sagde, at han låste forhjulene. Der er også nemt at gøre her.«

Magnussen fortsatte trods omfattende skader på bilen, som Haas-teamet fra computerne i pitten kunne se, kostede masser af downforce på både for- og bagvognen.

»Det var meget, meget svært. Når hele den ene siden af bilen mangler, er der ikke meget at kæmpe med. Bilen var SÅ smadret. Gå over og tag nogle billeder af den - den er virkelig smadret,« sagde han efter løbet til BT.

Uden den sædvanlige downforce faldt Magnussen tilbage i feltet, hvor han kun kunne håbe på at konkurrenterne foran ville få problemer.

»Jeg kørte jo bare rundt og ventede på det, der rent faktisk skete,« sagde han med henvisning til en række dramatiske episoder, der blandt andre eliminerede begge Red Bull-kørerne Max Verstappen og Daniel Ricciardo og den førende Mercedes-kører Valtteri Bottas.

Med blot få omgange tilbage var Magnussen rykket op på 10.-pladsen med udsigt til en enkelt VM-point. Men så ramlede han sammen med Pierre Gasly (Toro Rosso-Honda) i det sammenstød, som Tom Kristensen og de øvrige dommere mente danskeren var skyld i. Uheldet skete, da Gasly ville overhale Magnussen.

'Føreren af bil nummer 20 (Magnussen, red.) trak uforudsigeligt og unødvendigt mod venstre og kolliderede med bil nummer 10 (Gasly, red.), der holdt sin linje,' hed det i dommen, der kostede Magnussen en tidstraf på 10 sekunder og to ’klip-i-licensen’.

»Jeg havde så mange vibrationer i bilen, at spejlene var ubrugelige. Jeg kunne ikke se noget som helst overhovedet. Det var ret tidligt, vist allerede sving 19, at han åbenbart var oppe på siden af mig. Det er selvfølgelig ærgerligt,« forklarede Magnussen om sammenstødet.

Han har nu i alt otte ’klip-i-licensen’. 12 klip udløser et løbs karantæne, men allerede mandag (30. april) bortfalder det klip han fik i Ruslands Grand Prix sidste år. 11. juni bortfalder yderligere to point.

Romain Grosjean var på vej mod en femteplads da han på kolde dæk bag safety-car´en mistede herredømmet. Han ramlede ind i barrieren, og frustrationerne kogte over, da han kom tilbage til Haas-pitten, og kylede sine handsker fra sig.

Resultatet i Aserbajdsjan betyder, at Haas rykker ned på ottendepladsen i konstruktør-VM. Det er er præcis den placering teamet sluttede på i både 2016 og 17 – og den placering, der med den betydeligt mere konkurrencedygtige 2018-model VF18 skulle lægges afstand til i år.

Ottendepladsen er endda under pres, for Sauber på niendepladsen er kun et point efter Haas. Om 14 dage køres årets første grandprix i Europa på Circuit de Barcelona-Catalunya, og det er traditionelt her de fleste teams introducerer årets første markante updates.

'Udvklings-racet’ har de seneste år været et af Haas´ svage punkter, for som de mindste team i feltet råder man ikke over samme resurser som konkurrenterne. Hvis ambitionen om at avancere fra ottendepladsen skal gå i opfyldelse, skal der point på kontoen i Spanien.

Heldig sejr til Hamilton

Den regerende verdensmester Lewis Hamilton scorede i Baku sin og Mercedes´ første sejr i 2018. Englænderen fik nærmest sejren serveret, for på de sidste omgange udgik hans teamkammerat Valtteri Bottas fra førstepladsen, da et dæk eksploderede.

Sebastial Vettel (Ferrari) røg omtrent samtidig tilbage efter en bremsefejl, og tidligere i løbet havde Red Bull-kørerne Max Verstappen og Daniel Ricciardo elimineret hinanden i et sammenstød, som Tom Kristensen og de øvrige dommere takserede til en reprimande til begge kørere.