En Netflix-dokumentar og et talkshow i København.

I 2019 får de danske Formel 1-fans mulighed for at komme tæt på Kevin Magnussen. Meget tættere end de har været vant til.

Den danske Formel 1-kører, der ellers ikke er kendt for at være den sportsstjerne, der giver mest af sig selv, åbner nu mere op om sit liv som racerkører, end han har gjort tidligere.

Den 6. marts afholder Kevin Magnussen nemlig et stort talkshow i Cirkusbygningen i København, hvor han vil fortælle om sit liv som Formel 1-kører - det sker i et foredrag sammen med Haas' teammanager, Günther Steiner.

Vil tættere på

Det er det første Kevin Magnussen-fanarrangement af den kaliber, og det er noget, den danske racerkører ser frem til:

»Jeg synes, det er en god mulighed for at give noget til fansene, bygge sæsonen op og lade op til sæsonen,« fortæller Kevin Magnussen til B.T. og uddyber:

»Der er mange, der følger med i Formel 1 i Danmark, så det kunne være fedt at give dem noget ekstra indsigt i, hvordan tingene foregår fra mit perspektiv, og hvordan det er for mig at være en del af, og så generelt bare at fortælle lidt om, hvordan jeg lever i denne her sport og alt det, der følger med.«

Ved talkshowet vil Kevin Magnussen og Günther Steiner hver især holde et foredrag, der efterfølges af en spørgsmål-svar-seance med dem begge.

Det bliver en anderledes oplevelse, de fremmødte fans vil få af Kevin Magnussen, der normalt ikke er så åben. Noget, hans teammanager Günther Steiner også har konstateret.

»Kevin (Magnussen, red.) er ikke så åbenhjertig, men det skal han også blive bedre til. Han er ikke den, der stiller sig op og står op for sig selv, og at han ikke selv gør det aktivt, har måske været en fejl fra vores side,« fortæller Günther Steiner til B.T.

Steiner kender ikke meget til Danmark, men han ved, hvor meget landet støtter deres danske Formel 1-kører.

»Jeg har ikke været meget i Danmark. Jeg var der i sommer og kunne godt lide København. Kevin spurgte mig (om jeg ville med, red.), så jeg tænkte - hvorfor ikke? Jeg ved, at man i Danmark støtter Kevin helt utroligt meget.«

Kevin Magnussen i selskab med Günther Steiner og Romain Grosjean.
Kevin Magnussen i selskab med Günther Steiner og Romain Grosjean. Foto: JOHN SIBLEY
Vis mere

Kevin Magnussen forklarer, at han gerne vil gerne tættere på sine fans. Selvom han bruger det meste af sin tid på at sidde i en racerbil, være på farten eller holde fokus på det næste løb, så er det ikke gået hans næse forbi, hvor mange mennesker der følger med i hans liv og karriere.

»Jeg kan jo se, hvor meget interesse der er fra de danske Formel 1-fans, og jeg synes bare, det er på tide at give dem muligheden for at komme lidt tættere på,« lyder det fra Magnussen.

Den danske Formel 1-kører sætter pris på den opbakning, han får fra særligt de danske Formel 1-fans. Magnussen lægger også op til, at talkshowet i København ikke bliver det sidste arrangement, der afholdes for hans fans:

»Der kommer også til at være andre tiltag, og jeg tror bare, der kommer til at være lidt mere fokus fra min side af til at gøre lidt mere for fansene. Både Kevin Magnussen-fansene og Formel 1-fansene,« siger han.

Stor rolle i Netflix-dokumentar

Kevin Magnussens fans får dog meget mere at glæde sig over.

For ud over det store talkshow i København får alle Formel 1-fans muligheden for at komme med ind i garagen, helt ned i racerbilen og tæt på alle dramaerne, der knytter sig til motorsportens kronjuvel.

Den 8. marts får serien Formula 1: Drive to Survive nemlig premiere på Netflix. I 10 afsnit går serien helt tæt på det stjernespækkede Formel 1-felt og følger flere af holdene helt tæt både op til, under og efter løbene i en hel sæson.

Én af dem, der spiller en stor rolle i flere af afsnittene, er netop Kevin Magnussen. Som seer kommer man blandt andet helt tæt på Magnussens personlige kampe på Haas-teamet og ikke mindst hans forhold til Renault-konkurrenten Nico Hülkenberg. Selv håber Kevin Magnussen, at serien kan give fans et bedre billede af, hvordan hans virkelighed ser ud.

Fra serien Formula 1: Drive to Survive.
Fra serien Formula 1: Drive to Survive. Foto: Pressebillede
Vis mere

»Jeg synes, det er fedt. Vi vil selvfølgelig gerne vise vores verden, så jeg håber, det er blevet godt, og at fansene får et godt indblik i, hvad det er, vi dealer med i vores verden,« fortæller Kevin Magnussen til B.T. og tilføjer:

»Det, der kommer med, det er virkeligheden, så det bliver spændende at se.«

Formula 1: Drive to Survive er den første serie af sin slags, der kommer så tæt på den store Formel 1-verden, og for Formel 1-fans vil den muligvis falde på et tørt sted, mens vi venter på sæsonstarten den 17. marts i Australien.

Øverst i artiklen kan du varme op til premieren på Netflix med traileren til Formula 1: Drive to Survive.