Kevin Magnussen scorede et flot resultat, da han blev nummer seks i Frankrigs Grand Prix. Lewis Hamilton vandt løbet i sikker stil.

Kevin Magnussen var ellers helt fremme som nummer fem efter løbets første omgang, der bød på et ordentligt brag mellem flere biler i feltet.

Men den danske Haas-kører kunne ikke holde favoritterne bag sig og gled ned på slutpositionen som nummer seks, hvilket må sige at være et topresultat for det lille amerikanske Formel 1-team.

Kevin Magnussen lå egentlig længere tilbage i feltet, men han fik en gave tre omgange før afslutningen på Paul Ricard-banen, da spanske Carlos Sainz mistede al kraften i sin Renault-racer, hvorefter danskeren susede forbi.

Samtidig viste Kevin Magnussen stort fighter-hjerte, da han formåede at holde Mercedes' Valtteri Bottas bag sig gennem flere omgange mod slutningen af racet.

Resultatet er dermed mere end godkendt for både Kevin Magnussen og Haas, der indledte løbet fra 9. pladsen. Det var det maksimale, danskeren kunne få ud af bilen.

Kevin Magnussens teamkollega Romain Grosjean havde igen et mere rodet løb, og han sluttede helt uden VM-point og på en skuffende 11. plads på hjemmebanen i Frankrig.

Dermed slog Kevin Magnussen godt tilbage i det interne Haas-opgør, hvor han hentede en række gode VM-point og et stort rygstød før den kommende weekends løb i Østrig.

Vinderen blev som sagt Lewis Hamilton foran Red Bulls Max Verstappen og Ferraris Kimi Raikkönen.'

Kevin Magnussen kan nu bruge resten af søndagen på at nyde den flotte 6. plads, men mandag flyver han så til Danmark, hvor der venter danskeren en dag, hvor han skal møde ind i Københavns Byret, hvor sagen mod den tidligere manager Dorte Riis Madsen genoptages.

Samtidig skal han også deltage i et pressemøde i centrum af den danske hovedstad, hvor det danske Formel 1-initiativ for at få kongeklassen til Danmark vil fortælle om status på projektet.

Gense LIVE-bloggen herunder: