Det er sommertid. Det er rygtetid.

I denne weekend køres det sidste Formel 1-grandprix inden august-pausen, og derfor er der efterhånden ved at være skruet op for spekulationerne om kørersammensætningerne i feltet.

B.T. Sport har kigget på situationen på de forskellige Formel 1-hold: Hvem er sikre til den kommende sæson? Hvem er på vej? Hvem er på vej ind? Og kommer der et stort kørerskift, der får sat gang i en større kædereaktion?

Vi forsøger at give et overblik:

Kevin Magnussen står lige nu i den bedste situation hos Haas, i modsætning til Romain Grosjean.
Kevin Magnussen står lige nu i den bedste situation hos Haas, i modsætning til Romain Grosjean. Foto: NEIL HALL
Vis mere

Haas: Kevin Magnussen skulle have en kontrakt for den kommende sæson, mens det ikke er tilfældet for Romain Grosjean. Endnu har teamet dog ikke officielt meldt ud, hvem der sidder i sæderne i 2020. På grund af de mange kollisioner har der været mange spekulationer – især om et exit til Romain Grosjean. Både Sergio Pérez (Racing Point) og Pascal Wehrlein (tidligere Sauber) har været bragt i spil.

Mercedes: Verdensmester Lewis Hamilton har også kontrakt for 2020, så her er der ikke noget at diskutere. Til gengæld har Valtteri Bottas kun en aftale for indeværende sæson, og her har teamchef Toto Wolff sagt, at han vil tænke over sagen i løbet af den løbsfri august. Mercedes-juniorkøreren Esteban Ocon er kun reserve for holdet i denne sæson og står på spring til et comeback i Formel 1. Han har et godt navn hos teamet.

Ferrari. Sebastian Vettel og Charles Leclerc er kørerne i år, og meget skal forandre sig, hvis ikke det gentages næste år. Begge har også kontrakt for 2020, men endnu mangler kørersammensætningen for det kommende år at blive bekræftet endegyldigt.

Red Bull. Max Verstappen har kontrakt for den kommende sæson. Og selv om der tilsyneladende findes en klausul, der kan slippe ham fri – og selv om teamchef Chris Horner fredag i Ungarn svarede særdeles kringlet på et spørgsmål om hollænderens fremtid – lader det til, at han fortsætter hos teamet. Der er indtil videre også opbakning til den anden kører, Pierre Gasly, trods en skuffende sæson. Skulle han dog alligevel ryge ud, står valget vel mellem Toro Rossos Alexander Albon (der har overrasket stort) og Daniil Kvyat (der før har haft chancen og også er blevet kasseret igen, men blev en sensationel nummer tre i Tyskland).

Der er allerede styr på alt hos McLaren, hvor Lando Norris (tv.) og Carlos Sainz helt sikkert fortsætter.
Der er allerede styr på alt hos McLaren, hvor Lando Norris (tv.) og Carlos Sainz helt sikkert fortsætter. Foto: ZOLTAN BALOGH
Vis mere

McLaren: Her er der ikke noget på spil. Teamet meldte som det første i feltet ud, at man fortsætter med den nuværende konstellation næste år – Lando Norris og Carlos Sainz. McLaren har da i denne sæson også kørt sig ind som 'best of the rest' efter de tre store.

Renault: Daniel Ricciardo fortsætter helt sikkert, da han fik kontrakt til og med 2020 i forbindelse med skiftet fra Red Bull inden denne sæson. Omvendt udløber Nico Hülkenbergs kontrakt, og teamchef Cyril Abiteboul har i løbet af sommeren sagt, at man måske fortsætter med den 31-årige tysker – og at man 'kigger på andre muligheder'. Her spøger Esteban Ocon også, da han som franskmand ville passe perfekt til et fransk hold.

Toro Rosso: Her har der i de seneste år været en voldsom tradition for konstant at skifte ud blandt kørerne, så ingen kan reelt vide sig sikker. Teamchef Franz Tost sagde dog i forbindelse med grandprixet på Hockenheim, at han 'personligt håbede på at fortsætte med de nuværende kørere' – altså Daniil Kvyat og Alexander Albon. Han sagde dog også, at der nok ikke kommer en endelig afgørelse inden september eller oktober. Hos Toro Rosso er man også afhængig af, hvad der sker hos moderteamet, Red Bull, hvor Pierre Gasly har skuffet. Ryger han ud, er der tradition for at rykke en Toro Rosso-kører op. I øvrigt lurer juniorkøreren Patricio O'Ward også i garagen.

Alfa Romeo. Her er situationen lidt speciel. Kimi Räikkönen har også kontrakt for den kommende sæson, så han fortsætter. Og han har da også stået for stort set alle teamets point i denne sæson. Så er der noget større usikkerhed omkring Antonio Giovinazzis fremtid. Det andet sæde hos Alfa Romeo har Ferrari mere eller mindre kontrol over, og spørgsmålet er, hvordan planerne ser ud. Eksempelvis skal det besluttes, om Mick Schumacher er klar til at træde ind i Formel 1. Det ser endnu ikke sådan ud.

Racing Point. Lance Stroll kan nok vide sig ret sikker på at fortsætte, med farmand som en af ejerne af holdet. Sådan kan man også fremtidssikre sig. Så selv om Sergio Pérez har været klart bedste kører på holdet, er det ved ham, der er spørgsmålstegn. Men det er også, fordi han har et godt navn i feltet – og kan få tilbud fra andre hold. Der går også rygter om, at Mercedes som motorleverandør vil have råderet over et sæde – men betyder det, at Valtteri Bottas eller Esteban Ocon i så fald skal sættes ind? Teamchef Otmar Szafnauer har sagt, at han gerne vil beholde begge sine nuværende kørere.

Williams. Debutanten George Russell har en mangeårig kontrakt med holdet og fortsætter derfor med al sandsynlighed hos Formel 1-feltets mindst attraktive sæde. Og hvad med den populære Robert Kubica? Polakken har ikke just imponeret i comeback-sæsonen, men han scorede dog teamets første point i sæsonen med en 10.-plads på Hockenheim. Unge kørere som Nyck de Vries og Nicholas Latifi bliver nævnt som emner.