»Et minde, jeg aldrig vil glemme.«

Sådan lyder det blandt andet fra den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen, der inden længe igen er at finde bag rattet i sin Haas-racer.

En ny Formel 1-sæson står nemlig for døren og begynder den 25. marts i Melbourne i Australien. Og netop dét sted har Magnussen gode minder fra tilbage i 2014, da han præsterede at blive nummer to i sit allerførste løb nogensinde.

»Jeg tror bare, at jeg tog det hele med et smil. Jeg nød det. Jeg tænkte virkelig ikke ret meget over løbet, og jeg havde intet at miste. Jeg gik bare efter det,« siger Kevin Magnussen om sin debut i en pressemeddelelse fra Haas.

Læs også: Optimistisk Tom K: Mine forventninger er store til Magnussen i Melbourne

»Jeg kørte mit bedste, havde lidt held også og endte på podiet. Det var en fed oplevelse og et minde, jeg aldrig vil glemme.«

Kevin Magnussen endte løbet som nummer tre, men da australske Daniel Ricciardo blev diskvalificeret efterfølgende, blev Magnussen rykket en plads op, og han kan derfor prale af at være endt som nummer to i et Formel 1-løb.

»Det vil altid være ret cool at sige, at jeg blev nummer to i mit første Formel 1-løb, selvom det ville have været dejligt at vinde. Det gør jeg en anden gang,« siger en selvtillidsfuld Magnussen.

Læs også: Nok er nok: Formel 1-boss vil fjerne storholds fordel

Søndag den 25. marts skal han så igen svinge sin racer rundt på Melbournes bane, men her er der dog ikke lige så høje forventninger.

»Vi vil være glade, hvis vi får point. Og så må vi tage den derfra. Australien er cool, for det til dels er en bybane. Man får følelsen af at være på en bybane, men den har det samme flow som en permanent bane,« siger Magnussen.

»Det er vanskeligt, fordi den er ujævn på flere steder, bremsezonerne er snoede, og svingene er smalle visse steder. Når det er sagt, så er der virkelig hurtige sektioner som sving 11. Det er det første ræs i året, og de giver en helt særlig følelse.«

Læs også: Magnussens konkurrent indrømmer: Bilen fungerer ikke

Kevin Magnussen og teamkammeraten Romain Grosjean imponerende begge stort under ved vinterens testkørsler i Barcelona. Her var mange eksperter overrasket over det amerikanske teams tilsyneladende gode bil.

De røde lys i Melbourne bliver slukket den 25. marts, når selve løbet går i gang, mens den første frie træning finder sted allerede fredag den 22.