Kevin Magnussen blev torsdag, på nær et enkelt forhold, pure frifundet i Østre Landsret i sagen mod den tidligere manager Dorte Riis Madsen.

Det stod klart, da den endelige dom blev afsagt klokken 10, hvilket betød, at racerkøreren nu har rettens ord for, at han ikke skal betale 20 procent af alle indtægter til Dorte Riis Madsen.

Samtidig står den tidligere manager nu over for at betale alle sagens omkostninger på i alt 540.000 kroner. Læs mere om sagen her.

Kevin Magnussen er lige nu i USA for at teste den nye amerikanske sportsvogn hos Chip Ganassi-teamet og har ingen kommentarer til afgørelsen i Østre Landsret. B.T. har været i kontakt med Dorte Riis Madsen, som heller ikke ønsker at udtale sig om dommen.

Kevin Magnussen sammen med Jan Magnussen og Louise Gjørup Magnussen til dansk gallashow.
Kevin Magnussen sammen med Jan Magnussen og Louise Gjørup Magnussen til dansk gallashow. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det lykkedes dog at fange Kevin Magnussens far, Jan Magnussen, efter resultatet af sagen blev lagt frem. Jan Magnussen fortæller, at han endnu ikke har nærlæst dommen, men er glad for, at hans søn nu kan se fremad.

»Jeg er glad på hans vegne. Nu kan han komme videre og koncentrere sig om det, han skal. Jeg har ikke læst hele dommen endnu, men jeg kan forstå, at det er faldet godt ud til hans side. Det er jeg selvfølgelig glad for,« siger Jan Magnussen til B.T.

Han forklarer, at sagen mod Dorte Riis Madsen har hængt over Kevin Magnussens som en tung skygge, når først retsmøderne i såvel Københavns Byret som Østre Landsret nærmede sig.

»Sagen har da påvirket ham - ikke så meget i dagligdagen - men når tingene har været oppe at køre, og der er blevet talt meget om det, så er det svært ikke at tænke på,« siger Jan Magnussen og tilføjer:

Dorte Riis Madsen efter dommen i Københavns Byret. (Arkivfoto)
Dorte Riis Madsen efter dommen i Københavns Byret. (Arkivfoto)
Vis mere

»Derfor er jeg glad for, at han ikke længere skal tænke på det mere og kan koncentrere sig om at få skabt sig et nyt liv.«

Jan Magnussen har selv haft en stor rolle i sagen, hvor han har vidnet i både by- og landsret.

»Jeg er bare glad for, at det er overstået,« konstaterer Jan Magnussen.