»Der er ingen tvivl om, at det ikke er den bedste startposition!«

Kevin Magnussen kom med et godt bud på 'årets underdrivelse', da han efter lørdagens katastrofale kvalifikation til Monacos Grand Prix kommenterede sin 19.-plads over for BT.

På den bane, hvor det er omtrent umuligt at overhale, holder han i sidste startrække.

Og den danske Haas-kører havde reelt dagens langsomste tid, for Red Bulls Max Verstappen kom slet ikke på banen, efter at han smadrede sin bil ved træningen tidligere på dagen.

Efter at have været ’best-of-the-rest’ i store dele af sæsonen, kommer placeringerne bagerst i feltet i Monaco som en overraskelse.

»Af en eller anden årsag har vi bare ikke en særlig god bil i denne weekend. Jeg kan ikke forklare hvorfor. Vi har jo haft en rigtig god bil på alle andre baner indtil nu,« sagde en mystificeret Kevin Magnussen efter kvalifikationen:

»Lige nu er vi bare fokuserede på at få et eller andet med fra den her weekend. Så må vi analysere bagefter.«

Over for de rullende kameraer hos 3+ brugte Kevin Magnussen endda nogle gloser som 'skuffet' og 'irriteret' efter Haas-præstationen, som han stod uforstående over for.

»Det er lidt af et chok at være så langt bagud efter en weekend, som vi havde i Barcelona (hvor han blev nummer seks, red.),« sagde Kevin Magnussen efterfølgende til 3+:

»Lige nu er vi ikke rigtigt sporet ind på noget som helst, der kunne være problemet. Det virker lidt til, at det er alting, der ikke spiller i denne weekend. Jeg er ret sikker på, at vi nok skal finde farten igen, når vi når frem til de mere normale baner. Men vi skulle gerne kunne præstere på en bane som denne her. Vi skulle gerne kunne præstere alle steder.«

Den eneste, der med en vis ret kunne være mere skuffet end Magnussen i Monaco, var hans ’sidekammerat’ i sidste startrække.

Kevin Magnussen i kvalifikationen.
Kevin Magnussen i kvalifikationen. Foto: Luca Bruno
Vis mere

Max Verstappen, der har haft en dårlig sæsonstart med en lang række sammenstød, fejlede igen-igen. Denne gang skete det i lørdagens træning i sving 16, hvor han efterhånden har tradition for at lave samme manøvre: Køre så aggressivt ind over curben, at hjulophænget knækker og sender raceren ind i autoværnet.

Lørdag gjorde han det igen, og selvom Red Bull-mekanikerne knoklede med at genopbygge hollænderens bil, blev den ikke klar til kvalifikationen.

Verstappen og Magnussen kan søndag se frem til en lang, frustrerende eftermiddag i Monte Carlos snørklede gader, men danskeren har ikke opgivet alle håb om VM-point:

»Der kan ske mange ting her i Monaco,« sagde han med et skævt smil til BT.

Husk! Du kan selvfølgelig følge søndagen grandprix i Monaco live her på BT.dk. Det begynder kl. 15.10