Ruslands Grand Prix bragte ikke officielt nyt om Haas F1 Teams 2021 lineup. Teamchef Guenther Steiner og teamejer Gene Haas overvejer stadig de mange muligheder, de har for at fylde deres to sæder til næste sæson. Faktisk sagde Steiner efter løbet, at der næppe heller kommer en afklaring ved det næste løb, der finder sted på Nurburgring om 14 dage.

Men der skete alligevel flere ting i weekenden, der kan få betydning for Haas og dermed Kevin Magnussens 2021-sæson.

Det er tankespind og teorier med 300 km/t., men det er netop den slags, der gør Formel 1's kører-karrusel så fascinerende.

En af mine gode kilder i Mexico insisterer på, at Sergio Perez har indgået en eller anden form for kontrakt med Haas. Om det kun er en midlertidig option eller en decideret aftale for 2021-22, er uklart, men det går hånd i hånd med Perez' udtalelser om, at hans fremtid er ved at være på plads.

Det kolliderer heller ikke med Steiners snak om, at Haas' 2021 lineup ikke er klar inden Eifel Grand Prix om 14 dage. En eventuel aftale med Perez vil næppe blive offentliggjort, inden man har begge kørere på plads.

Jeg bliver mere og mere overbevist om, at Romain Grosjean ikke længere indgår i Haas' 2021-planer. Franskmanden har ganske vist været hurtigere end Magnussen i de to seneste kvalifikationer, men danskeren bytter nærmest rutinemæssigt position med sin teamkammerat, når starten går.

I Sochi viste Magnussen igen-igen, hvor fabelagtig han er på den første omgang, og i løbet bed han tænderne sammen og var tæt på et nærmest mirakuløst VM-point i den svage Haas-racer.

Grosjean? Han røg baglæns ned gennem feltet, lavede et par af sine traditionelle fejl undervejs og sluttede med et svine bilen – og dermed teamet – på direkte tv.

Efter løbet var Steiner mildest talt ikke imponeret over franskmandens udfald, og det var ikke svært at få en fornemmelse af, at det langvarige samarbejde mellem Haas og Grosjean snart er slut.

Hvis mine mexicanske kilder har ret med hensyn til Perez – og det tror jeg lige nu de har – er det altså et ledigt 2021-sæde hos Haas. Der har længe været rygter om, at det ville gå til en af Ferraris stærke juniorkørere fra Formel 2.

Men hvor Ferraris juniorprogram for bare få uger siden havde tre oplagte bud på en Formel 1-kører i 2021, ser det anderledes ud i dag.

Jo – Mick Schumacher skal i Formel 1 næste år – både på grund af sine resultater og sit efternavn. Men han skal, så vidt jeg hører, til Alfa Romeo.

Kevin Magnussen er stadig inde i billedet til en plads i Haas-teamet i 2021
Kevin Magnussen er stadig inde i billedet til en plads i Haas-teamet i 2021 Foto: FIA Pool via Grand Prix Photo
Vis mere

Callum Illott og Robert Shwartzman var også på vej mod Formel 1, men begge har storskuffet i de seneste uger.

Haas' nuværende samarbejdsaftale med Ferrari slutter efter næste sæson. Den bliver sandsynligvis forlænget. Med det kommende kontraktudløb er der måske ingen grund til at tage en af italienernes juniorer allerede nu? Og hvis Perez som ventet kommer med masser af sponsorer, har Haas råd til at gå glip af den motor-rabat, man ville opnå ved at ansætte en Ferrari-junior.

Og så er der Kevin Magnussen, der i Rusland endnu en gang viste, at han altid kæmper 110 procent for holdet.

Intet er afgjort, men Kevin Magussen har stadig en rigtig god chance for at fortsætte i Formel 1 2021.