Haas-kører Kevin Magnussen sætter 12.-bedste tid - holdkammeraten Romain Grosjean bliver 10er.

Sådan sluttede fredagens anden træning i Melbourne forud for årets første Formel 1-grandprix i Australien.

Med andre ord: Formel 1-sæsonen er i gang.

Hvis man kigger på de tilbagelagte omgange ved anden træning, var der også en lille fransk fordel internt på Haas-holdet. Her nåede Romain Grosjean op på 37, hvilket var 10 mere end Kevin Magnussens 27 omgange (kun to andre kørte i øvrigt færre omgange).

I forhold til nattens første træning endte anden træning med omvendte fortegn.

I første forsøg på banen var det Kevin Magnussen, der var hurtigst på en 9.-plads, mens Romain Grosjean blev nummer 12.

  • Romain Grosjeans bedste tid i dag blev 1,23.814.
  • Kevin Magnussens bedste tid i dag blev 1,23.988.

Begge træninger endte som 2018 sluttede: Med Lewis Hamilton som hurtigste mand.

Bagefter englænderen var det dog to forskellige billeder, vi fik af styrkeforholdet for 2019. I første træning lå begge Ferrari'er med Sebastian Vettel og Charles Leclerc lige bagved, mens det i anden træning var Red Bull med Max Verstappen og Pierre Gasly, der hægtede sig på verdensmesteren. Her er overblikket over anden træning:

Lewis Hamiltons hurtigste tid blev 1,22.600, så Haas-racerne var altså lige over et sekund langsommere.

Den finske ismand Kimi Raikkonen er inden denne sæson skiftet fra Ferrari til Alfa Romeo, men han formåede alligevel at køre godt med de tre store hold og markerede sig som 'best of the rest'.

Imens var Williams-racerne nærmest chokerende langt efter. Omkring fire sekunder. Og det er nærmest en evighed i Formel 1.

Husk: I resten af weekenden kan du følge årets første grandprix-weekend live her hos B.T. Det sker både ved lørdagens kvalifikation og ved søndagens løb, begge i de helt tidlige morgentimer.