Pengene fosser ud, resultaterne ligeså.

Nu er man derfor klar til et tage et drastisk skridt hos det traditionsrige Formel 1-team Williams - og simpelthen sælge stumperne.

Ifølge Autosport har holdet fredag meldt ud, at man overvejer at rejse ny kapital ved at sælge større eller mindre dele af Williams-brandet 'inklusive et potentielt salg af hele selskabet' bag Formel 1-holdet. Endnu er den endelige beslutning om et salg ikke taget, men processen er dog formelt indledt.

Samtidig lyder det, at Formel 1-holdet i 2019 havde et dundrende underskud på lige knap 110 millioner kroner, efter at det året inden var blevet til et underskud på cirka det samme beløb.

I år er økonomien så blevet yderligere presset af den nuværende coronakrise, der har betydet, at sæsonen endnu ikke er kommet i gang, hvilket også har kunnet mærkes hos andre hold som McLaren.

Og der er denne fredag flere finansielle nyheder fra Williams, der også meddeler, at man har opsagt samarbejdet med storsponseren ROKiT med øjeblikkelig virkning.

Williams er et af de mest hæderkronede hold i Formel 1, der dog i de seneste år har levet en hensygnende tilværelse i den helt forkerte ende af feltet.

I 2019-sæsonen blev det kun til ét point og status som feltets dårligste team.

Williams debuterede i Formel 1 i 1977 og har været med lige siden. Syv gange har teamet kunnet juble over at have en verdensmester, mens det er blevet til ni konsttruktørtitler.

Det blev grundlagt af Frank Williams, dert altid har beholdt kontrollen over holdet, hvor også datteren Claire spiller en fremtrædende rolle.

Nu kan den 'nye strategiske vej' vende op og ned på alt for Williams, der hører hjemme i byen Grove vest for London.

I denne sæson er det George Russell og Nicholas Latifi., der skal sidde i Williams-racerne - hvis sæsonen nogensinde kommer i gang.