Kevin Magnussen er rigtig glad for sit nye arbejde hos Chip Ganassi Racing i IMSA-serien. Men han bekræfter over for B.T., at aftalen med det amerikanske team kun løber for et år.

Han har ellers længe forsøgt at undgå etårige aftaler. Da Renault i 2016 tilbød ham en etårig kontrakt for Formel 1-sæsonen 2016, afslog han og skiftede i stedet til Haas F1 Team, der lokkede med en toårig aftale. At aftalen med Chip Ganassi Racing kun gælder for 2021, antyder derfor, at Kevin Magnussen allerede har andre planer for 2022.

Han afslår høfligt, men bestemt at udtale sig om fremtidsplanerne, men B.T.s kilder har for længst sat ham i forbindelse med det nye Peugeot-team, der næste år stiller op i VM-serien for sportsvogne inklusive 24-timers-løbet i Le Mans.

26-årige Mikkel Jensen, der også er med i Daytona i denne weekend, indgår ifølge B.T.s oplysninger også i Peugeots planer. Han er en smule mere åbenbundet omkring Peugeot-rygterne.

Mikkel Jensen er ligesom Kevin Magnussen på Peugeots shortlist over kørere til fabrikkens nye VM-team.
Mikkel Jensen er ligesom Kevin Magnussen på Peugeots shortlist over kørere til fabrikkens nye VM-team. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

»Det kunne være fedt,« siger Jensen til TV3.

»Jeg kender faktisk ikke Kevin så meget, men det kunne være fedt at dele bil med en anden dansker.«

Peugeot ventes at annoncere deres kørere til 2022-sæsonen allerede i begyndelsen af februar.

Foreløbig gælder det 2021-sæsonen, hvor Magnussen er overbevist om, at han sammen med Chip Ganassi Racing kan kæmpe med om mesterskabet

»Ganassi er helt klart et topteam, og de havde indtil for et par år siden rigtig stor succes med Fords GT-program i IMSA. Mange af folkene fra dengang er stadig i teamet, men det er klart, at de stadig har meget at lære om Cadillaccen. De skal lige op i gear med den nye bil,« siger Magnussen til B.T.

»Jeg er helt sikker på, at vi kan være med i kampen om at vinde 24-timers-løbet i weekenden. Vi er tre kørere, der har det, der skal til, og teamet har vundet løbet otte gange i forskellige klasser. Og jeg er heller ikke i tvivl om, at vi også kan være med i kampen om at vinde mesterskabet.«