Lewis Hamilton er med seks verdensmesterskaber en af de største stjerner, Formel 1 nogensinde har haft.

Og med stor succes på racerbanen følger som oftest stor rigdom. Det gør det også for Hamilton, der gennem sin karriere har tjent mere end tre milliarder kroner inklusive sponsorer og bonusser.

Men for Hamilton har det aldrig handlet om pengene.

»Sagen er, at jeg aldrig gik ind i det for pengenes skyld. Selvfølgelig er det fedt, at det hober sig op. Det er en bonus. Så længe det ikke bliver den afgørende faktor i det, jeg gør,« fortæller Lewis Hamilton i et stort interview til BBC.

Lewis Hamilton har vundet sit sjette verdensmesterskab, og han er stadig sulten efter mere, selvom 2019 var et svært år på flere fronter.
Lewis Hamilton har vundet sit sjette verdensmesterskab, og han er stadig sulten efter mere, selvom 2019 var et svært år på flere fronter. Foto: CARL DE SOUZA
Vis mere

»Kernen i det, jeg gør, er, at jeg elsker ræs. Jeg elsker udfordringen,« siger Hamilton.

Ikke desto mindre blev hans kærlighed til sporten og jagten på mere testet i denne sæson. I interviewet til BBC åbner den 34-årige Formel 1-kører op om et turbulent år, hvor det livsfarlige element i motorsportsverdenen for alvor krøb ind under huden på ham.

Hamilton blev nemlig konfronteret med døden, da Formel 2-kører Anthoine Hubert omkom i en forfærdelig ulykke på Spa-banen i Belgien.

Dødsfaldet, der berørte hele motorsportsverdenen, gav Hamilton flashback til dengang, hans gokartrival Daniel Spence omkom samme år som Ayrton Senna, da Hamilton var bare otte år gammel.

Formel 2-køreren Anthoine Hubert omkom i en ulykke på Spa-banen tidligere på året.
Formel 2-køreren Anthoine Hubert omkom i en ulykke på Spa-banen tidligere på året. Foto: VALDRIN XHEMAJ
Vis mere

»Jeg kan huske, at da den dreng døde, da jeg var otte, stoppede en af mine bedste venner med at køre gokart. Frygten krøb ind på ham, og han stoppede bare.«

»For mig var det sådan, at hvis den nogensinde kryber ind på mig, så ved jeg, at min karriere har nået en ende,« fortæller Hamilton.

Med titlen i år er Lewis Hamilton nu blot et verdensmesterskab fra at tangere Michael Schumachers rekord. Og selvom han med sine 34 år kan skimte karrierestoppet ude i horisonten, så bliver det ikke lige foreløbig.

»Lige nu følger jeg mig fysisk god nok til at fortsætte, så jeg vil forsøge at strække den så langt, jeg kan,« siger Hamilton.