Haas uden Rich Energy.

Samarbejdet er slut mellem Formel 1-teamet Haas og sponsoren Rich Energy.

Det meldte Haas officielt ud mandag efter en længere periode med flere bizarre historier og kontroverser om sponsoren.

Og det var bare et spørgsmål om tid, hvis man spørger B.T.s Formel 1-korrespondent, Peter Nygaard.

»Den seneste tid har det bare været det samme kaos, som det har været hele vejen igennem. Vi snakkede om det, da aftalen blev offentliggjort helt tilbage i november sidste år. Der var ikke rigtig nogen, der troede på det. Det er bare en mystisk sponsor, og jeg kan ikke rigtig se, hvad det har handlet om,« lyder det fra Peter Nygaard i den seneste udgave af K-Magazine, som du kan høre i bunden af artiklen.

Men selv om Haas har fået skilt sig af med en utilregnelig sponsor og dermed kan begynde at se fremad, så er det samtidig også yderligere en ridse i lakken på deres dårlige 2019-sæson.

»Det er stadigvæk rigtig ærgerligt, for Haas har en sæson fra helvede på alle planer. Så er det her lige toppen af kransekagen, og et eller andet sted kommer de penge jo til at mangle.«

»De kommer ikke til at mangle andre steder end i Gene Haas' lommer, for han vil jo så bare toppe budgettet op med de penge, der ikke kommer fra Rich Energy, men det er ikke sikkert, han synes, det er den sjoveste løsning,« fortæller Peter Nygaard.

Foto: NEIL HALL
Vis mere

Haas fortalte i deres officielle meddelelse om samarbejdets ophør, at Rich Energy har nydt godt af eksponeringen gennem samarbejdet, men at selskabet skal have en ny global strategi, og at Haas gerne ville sige tak for samarbejdet.

Bruddet med Rich Energy betyder også et farvel til sort og guld for Kevin Magnussen og co., der dog fortsat kører i samme farve bil sæsonen ud.

Logoet fra Rich Energy forsvinder dog.

Næste Formel 1-løb køres i Singapore, og du kan følge med hele løbsweekenden fra fredag den 20. september på bt.dk.