Romain Grosjean bliver ikke skiftet ud hos Haas.

Det oplyser teamet på Twitter.

'Vi er glade for at kunne bekræfte Romain Grosjean og Kevin Magnussen til 2020-sæsonen,' skriver teamet.

At valget er faldet på at beholde de to kørere, skyldes at de hos Haas ønsker erfaring.

Romain Grosjean og Kevin Magnussen kører også for Haas i 2020.
Romain Grosjean og Kevin Magnussen kører også for Haas i 2020. Foto: NEIL HALL
Vis mere

»Med Romain Grosjean og Kevin Magnussen som kørere for holdet i 2020 fortsætter vi med at have kørere, der giver os en solid platform, så vi kan vokse,« siger Haas' teamboss, Günther Steiner, til Haas' hjemmeside.

»Deres forståelse af, hvordan vi arbejder som hold, og vores viden om, hvordan de kan levere bag rattet, giver os en værdi og et stærkt fundament til fremtiden, og som kan bygge holdet op,« siger Steiner.

Det har dog ikke været en helt let sæson for Haas, der blot har fået 26 point, inden det i weekenden går løs i Singapore. Begge kørere har haft store problemer med bilen, og de er også flere gange kørt sammen.

Det at blive hos Haas har dog hele tiden været ønsket for 33-årige Romain Grosjean.

»At have været her fra start og set det arbejde, både Gene Haas og Günther Steiner har lagt i holdet for at gøre det konkurrencedygtigt, gør, at jeg naturligvis er glad for at blive ved med at være en del af det,« siger Romain Grosjean.

Det bliver den femte sæson, franskmanden skal køre for Haas, og i alt bliver 2020 den niende af slagsen i Formel 1 for Grosjean. Mens det er nyt, at Grosjean får endnu en sæson i Haas-sædet, bekræftede Günther Steiner forud for det belgiske grandprix i slutningen af august, at Kevin Magnussen blev.

På daværende tidspunkt blev det dog ikke meldt ud, hvem der ville få det andet sæde. Der blev dog spekuleret i en rokade, fordi det kort tid forinden var blevet bekræftet, at Valtteri Bottas fortsatte hos giganten Mercedes som Lewis Hamiltons holdkammerat. En udmelding, der kunne have startet det hele.

Et fransk medie skrev, at Mercedes' juniorkører, Esteban Ocon, havde skrevet kontrakt med Renault, og det kunne dermed ligne et exit hos det franske hold for Nico Hülkenberg, der så kunne banke på Haas-døren. Men selvom han måske gjorde det, blev den altså ikke lukket op.