To bliver til én.

Den igangværende sæson bliver den sidste med Kevin Magnussen og Romain Grosjean som kørerduo hos Haas.

Racerkøreren Ronnie Bremer kan overhovedet ikke forestille sig, at de begge er at finde hos teamet i 2020 – efter at de nu tre gange i de seneste syv løb er kørt ind i hinanden.

»Nej, det kan jeg faktisk ikke rigtigt. De har brug for at gøre noget andet. Også for at gøre Gene Haas glad, så han får noget for de mange millioner, han smider i holdet,« siger Ronnie Bremer:

»Lige nu har de også dobbelt op på problemerne, fordi har haft en bil, der ikke har virket ordentligt i hele sæsonen. Og når de så kører sammen og må udgå, så får de ikke noget data.«

Ronnie Bremer er ikke i tvivl om, at det er Romain Grosjean, der snart er en færdig mand hos Haas.

»Men ikke kun på grund af episoderne. Mere på grund af at Kevin har fået etableret sig godt i teamet og også har kontrakt for næste år, selv om den selvfølgelig bare kan annulleres. De skal også prøve noget andet. Grosjean har underperformet længe,« siger Ronnie Bremer, der også ofte er gæst i B.T.s podcast 'K-Magazine'.

Kan det ske, allerede inden sæsonen er slut?

»Det kan det godt, men min vurdering er, at det ikke sker. Delvist på grund af den måde, teamchefen Günther Steiner er på, og også fordi Grosjean har været der så længe, så får han sæsonen ud. Medmindre de bliver ved med at køre ind i hinanden, for så trækker de stikket på et tidspunkt.«

Også B.T.s Formel 1-korrespondent Peter Nygaard er kommet med en lignende vurdering af fremtiden på det amerikanske Formel 1-hold:

»Uanset hvem der har haft skylden for de alt for mange Haas-sammenstød, understreger det behovet for en udskiftning. Jeg er ikke i tvivl om, at det er Grosjean, der skal udskiftes.«

»Ikke fordi Magnussen er dansker, men fordi Grosjean laver for mange fejl, og fordi han har været den primære årsag til de sammenstød, Haas-kørerne har haft. Fordi han er syv år ældre end Magnussen. Fordi han belaster Haas' budget – både på løn- og reservedelskontoen – mere end danskeren.«

»Og allermest fordi Magnussen bortset fra en kortvarig formnedgang sidste efterår har været den mest stabile Haas-kører i nu to år.«

I internationale medier bliver der efterhånden også åbent spekuleret i, hvem der skal afløse franskmanden og tage sædet ved siden af danskeren.

Sky Sports smed i deres karaktergivning fra weekendens Hockenheim-løb den tidligere Manor- og Sauber-kører Pascal Wehrlein i spil til Romain Grosjeans sæde.

Andre medier og eksperter har også sat Sergio Perez i spil, fordi han kan risikere at ryge ud af sit team som følge af en større Formel 1-rokade.

Romain Grosjean og Kevin Magnussen har været i infight tre gange i denne sæson.
Romain Grosjean og Kevin Magnussen har været i infight tre gange i denne sæson. Foto: LLUIS GENE
Vis mere

Og i det hele taget er det den truende fyreseddel til Romain Grosjean, der direkte og indirekte er skyld i de mange bataljer mellem Haas-kørerne. Mener Ronnie Bremer.

»Det hænger sammen med, at Kevin har kontrakt, og Grosjean har ikke kontrakt. For Grosjean handler alt om at være foran Kevin hele tiden. Han er på spanden, og han prøver at skubbe Kevin af pinden,« vurderer han.

Omvendt påvirker det også begge kørere, at de er tydeligt bevidste om, at konsekvensen kan blive meget hård, hvis de blive ved med at køre ind i hinanden. Det kan man blandt andet høre på deres radio-reaktioner efter eksempelvis seneste episode på Hockenheim-banen:

  • Grosjean: »Åh Gud. Den fyr er utrolig. Han lærer aldrig.«
  • Magnussen: »Hvad laver han? Tænk over, hvad du vil gøre, for jeg er ikke tilpas med at køre mod den fyr.«

Ronnie Bremer siger:

»De ved godt, at en eller anden dag er der en fyreseddel for at gøre det, hvis de bliver ved. Derfor reagerer de også ofte sådan i øjeblikket, fordi de skal af med frustrationen. Men det bliver også et psykologisk spil.«

»De får at vide, at de ikke skal køre ind i hinanden, fordi det har store konsekvenser. Og så tænker begge to, at man kan presse lidt mere på, fordi den anden så vil give sig, fordi han er bange for at blive fyret. Og så rammer de hinanden, fordi ingen giver sig. Det kan faktisk forstærke situationen.«

Allerede i den kommende weekend skal der igen køres Formel 1-grandprix, hvor alles øjne igen vil være på de to Haas-kørere.

Günther Steiner sagde allerede efter episoden i weekenden på Hockenheim, at han ville tale med dem torsdag. Ronnie Bremer regner med, at tingene bliver anderledes nu.

»De får så meget en røffel nu, at så fatter de det begge to,« siger han og forventer desuden, at Haas ændrer tilgang til kørernes frihed i løbene:

»Løsning bliver, at de får en teamordre: Nu bliver det sådan, at når man kommer op til den anden, så må man ikke overhale, før man får at vide af teamet, om man må overhale eller ej. Som fan er det skidt, for man vil gerne se dem køre ræs. Som team er det jo fint, for der er mange penge på spil.«

Han mener, at de begge har andele i de sammenstød, der har været. På den ene eller anden måde.

»Men de er jo åndssvage begge to, for de skal jo bare ikke køre ind i hinanden,« siger Ronnie Bremer.