Hvis ikke det vare ilde set at ødelægge sin Formel 1-racer før, så er det blevet ekstra skidt nu, hvis man er Kevin Magnussen og Haas-holdkammeraten Romain Grosjean.

Haas-teamet er nemlig kommet i knibe. En skidt knibe, hvis der kommer flere skader på bilerne.

Denne weekend har Magnussen og Grosjean fået at vide, at de ikke må køre galt. For Haas er ved at løbe tør for reservedele.

Det fortæller teamchef Günther Steiner til formula1.com.

Han beskriver situationen som værende 'dårlig', og ved det seneste grandprix i Monaco var Haas nødt til at komme problemet i forkøbet. Derfor valgte man at fjerne nogle specifikke dele af bilerne, fordi man ikke havde råd til, at de skulle komme til skade.

Det er med til at forklare, hvor Haas lå så skidt til i Monaco, hvor det blev til en 13. plads til Magnussen og en 15. plads til Grosjean.

»Vi måtte fjerne nogle dele for ikke at miste dem. Vi var bevidste om ikke at risikere noget. Vi ved, hvor meget downforce vi mistede på grund at det, så vi kan vinde den tabte tid tilbage. Det er ikke sådan: 'Wow, vi præsterede elendigt, og vi ved ikke hvorfor'. Vi ved hvorfor, og det er godt,« siger Günther Steiner til formula1.com.

Teamchefen lover også, at det derudover er blevet opgraderet på Haas-racerne til det kommende grandprix i Canada, der udspiller sin i denne weekend. Du kan følge med i herligheden her på B.T. Sport hele weekenden.