Selv de mindste fejltrin bliver bemærket.

Sådan er det, når man har bragt sig selv i fedtefadet, som det er tilfældet med Kevin Magnussen i denne F1-sæson. Her har flere episoder fået hans F1-kollegaer og eksperter til at kalde ham for hensynsløs og for en farlig kører.

Det har Haas-boss Günther Steiner da også bemærket:

»Jeg tror, at alle føler, at de har ret til at pege fingre ad Kevin i øjeblikket på grund af et par hændelser. I øjeblikket bliver han set som lidt af en ’bad boy’. Så snart han gør bare det mindste, bliver han indberettet. Men nu kender han sin vej, så det er godt,« siger Günther Steiner til PlanetF1.

I grandprixet i Baku for to uger siden kom Torro Rosso-køreren Pierre Gasly op i det røde felt efter en episode med Magnussen, som kostede danskeren en 10-sekunders straf.

Foto: PIERRE-PHILIPPE MARCOU
Vis mere


Gasly kaldte efterfølgende Magnussen for ’den farligste kører nogensinde’. En bemærkning, som han dog siden har trukket i land.

Så sent som i går var der igen en smule ballade med Kevin Magnussen, da han under træningen i Spaniens Grand Prix kom i vejen for Charles Leclerc (Sauber-Ferrari). Her slap danskeren med dommernes mildeste straf, en såkaldt reprimande.



»Han fik en reprimande af løbsledelsen, så det siger det hele om den situation, så jeg synes ikke, jeg skal sige mere om det,« siger Haas-bossen, som kommer med en lille stikpille til Leclerc og Gasly:

»Der er nogle få nye kørere, der tror, de er noget, fordi de har haft nogle enkelte gode resultater i de sidste par løb. Selvfølgelig var det ikke perfekt, men det sker i de frie træninger.«

Lørdag formiddag køres den sidste træning, inden der lørdag kl.15 køres kvalifikation til søndagens grandprix. Følg kvalifikationen her på BT.dk LIVE fra kl. 14.45.