Han har nået 125 Formel-løb i karrieren, men dette var det hårdeste for Kevin Magnussen.

Han har ellers prøvet at gennemføre Singapores Grand Prix i dampende hede med defekt drikkedunk, men søndagens løb i Miami slog åbenbart en smule værre for den danske Haas-kører.

Dengang i 2016 gav anstrengelserne et enkelt VM-point, men i Miami 2022 var der intet at redde for Magnussen, der blev nummer 16.

'Det var det hårdeste løb nogensinde. Utroligt varmt. Vi havde farten til at få point, men jeg blev ramt under genstarten og kæmpede med en frontvinge, der var beskadiget. Det blev ikke den weekend, vi drømte om, men vi kæmper os tilbage i Barcelona,' lyder det optimistisk fra Magnussen på Twitter.

Foto: BRENDAN SMIALOWSKI
Vis mere

Det var en svimmel dansker, der efterfølgende prøvede at finde hoved og hale i løbet over for TV3 Sport. Han fortæller blandt andet, at det var ham, der ønskede at gå i pit for at få nye dæk på, men så indtraf det afgørende problem i løbet.

»Det er den der forbandende situation, hvor man kæmper for 10.-pladsen, og får man ikke den position, så kan man lige så godt køre i pit. Det er virkelig alt eller intet.«

»Det var bare noget lort, at vi blev ramt efter safety car.«

»Jeg kæmper med næb og kløer, men jeg har kun en halv forvinge. Var vi ikke blev ramt, så havde vi haft en rigtig god fart til sidst.«

Magnussen fortalte desuden om sauna-temperaturer hele vejen igennem, og TV3 Sport-eksperten Nicolas Kiesa berettede om, at banens udformning simpelthen har gjort det endnu mere fysisk hårdt, da nogle af svingkombinationerne ikke tillader kørerne at trække vejret ordentligt.

Om to uger går det løs i Spanien, hvor Magnussen og co. skal tilbage på point-sporet, som de ellers har været gode til at finde i denne sæson.

Læs B.T.s dom over Magnussen her

Andre læser også