Straffene i Formel 1 er for tilfældige. Og kørere bliver forskelsbehandlet.

Sådan lyder det fra Kevin Magnussens tidligere makker hos Renault, Jolyon Palmer. Han tager bladet fra munden i rollen som Formel 1-ekspert hos BBC, hvor han i en klumme kritiserer de straffe, som kørerne bliver tildelt i løbene.

»Det er ingen ensrettet linje, og det er det mest frustrerende som kører. Det er i høj grad lige som i fodbold, hvor straffesparks-afgørelser ikke er sort-hvide,« lyder det fra den engelske racerkører, der i klummen anfører, at en række Formel 1-kørere har det på samme måde.

Hans udgangspunkt er den 10-sekunders straf som Ferraris Kimi Raikkonen fik for at påkøre Lewis Hamilton (Mercedes) i søndagens engelske grandprix. Den sammenligner han med den straf, som Ferraris anden kører, Sebastian Vettel, fik to uger tidligere for at påkøre Mercedes' anden kører, Valtteri Bottas i en lignende situation - her blev straffen på 5 sekunder.

Jolyon Palmer fik knap to sæsoner i Formel 1. Vis mere

Jolyon Palmer kan 'ikke få ind i sit hoved', hvorfor straffene blev så forskellige: »For efter min mening var Vettels en lille smule værre.«

Jolyon Palmer bruger også et eksempel fra 2017-sæsonen. Med sig selv og Kevin Magnussen som eksempler.

»Jeg havde samme frustrationer sidste år. Jeg blev tvunget af banen af Fernando Alonso på Spa-banen: Han fik ingen straf. Fint nok. Men det, der irritterede mig, var, at i det foregående løb, fik Kevin Magnussen en fem-sekunders strat for at gøre præcis det samme mod Nico Hülkenberg,« påpeger Jolyon Palmer.

Og så kommer han med skarp kritik. der kun kan tolkes som en forskelsbehandling af kørerne fra dommernes side.

»Hvis Magnussen havde skubbet mig af banen på Spa, og Alonso havde skubbet Hülkenberg af banen i Budapest, så vil jeg vædde på, at Magnussen stadig havde fået en straf, og Alonso ville stadig slippe uden. Alle sager burde udelukkende blive bedømt ud fra den enkelte sags natur og ikke ude fra, hvem der er involveret,« lyder det fra Jolyon Palmer.

Jolyon Palmer kørte sammen med Kevin Magnussen hos Renault i 2016-sæsonen. Danskeren gled i 2017 videre til Haas, mens englænderen fortsatte hos det franske team. Med fire løb tilbage blev han dog kasseret, erstattet af Carlos Sainz og er i dag færdig i Formel 1. Kevin Magnussen kører stadig for Haas.

Næste Formel 1-løb køres 22. juli i Tyskland.

Se også