Det begynder for alvor at lugte af brændt gummi og brændstof.

Formel 1-feltet er i fuld gang med den store testuge i Barcelona, hvor kørerne langt om længe er kommet ud i bilerne, alt imens der samles tonsvis af data i garagerne.

For der skal findes svar på så meget som muligt, før det går løs med den nye sæson i Australien den 17. marts, og derfor skal der masser af omgange i bilerne i disse dage.

»Det er ekstremt vigtigt at få kørt nogle omgange. Derfor kan man også se, at et hold som Mercedes ikke går så meget op i at være hurtigst, og det er også for at få kørt en masse omgange,« lyder det fra racerkører Ronnie Bremer.

Formel 1-holdene har et overskyggende mål i disse dage, og det er at få testet alt det, der fungerer, og ikke mindst få elimineret alt det, der ikke fungerer. Så godt som det nu engang kan lade sig gøre.

Hvert team har sit eget program, der skal testes igennem, og begge kørere på samtlige hold skal i aktion.

Kevin Magnussen var ude i Haas-raceren tirsdag, hvor han sluttede formiddagstesten af med den næstbedste tid.

Og hvor et hold som Haas kom fint i gang med testugen i Barcelona, er der omevndt opstået store problemer for Williams-holdet, hvis bil ikke nåede at blive klar først på ugen og derfor først kom i aktion onsdag.

Kevin Magnussen i aktion i Barcelona.
Kevin Magnussen i aktion i Barcelona. Foto: ALBERT GEA
Vis mere

»Williams er på den i øjeblikket, fordi de er kommet meget sent i gang. Og det er virkelig noget, der koster dyrt. Det handler grundlæggende om at få rystet rust af kørerne og så få testet de forskellige programmer af,« fortæller Ronnie Bremer.

Og selvom det for et hold som Williams i øjeblikket ikke ser lovende ud, hvor det for Haas omvendt er gået godt i raceren, så er det svært at kunne konkludere noget endegyldigt om holdenes form og kvalitet på baggrund af testugen.

»Der er mange, der holder igen og måske kun kører med x antal procent motorkraft osv.,« fortæller racerkører Mikkel Mac, der tilføjer:

»Men jeg synes, det er positivt at se, at Haas-bilen ligger, hvor den gør.«

Romain Grosjean og Kevin Magnussen afslørede i fællesskab den nye Haas-racer mandag i Barcelona forud for testen.
Romain Grosjean og Kevin Magnussen afslørede i fællesskab den nye Haas-racer mandag i Barcelona forud for testen. Foto: LLUIS GENE
Vis mere

For det er kun en test, der er i gang i disse dage i Barcelona, og alting kan meget vel se helt anderledes ud, når vi kommer til første løb i Australien den 17. marts, hvor det bliver alvor.

»Gang på gang, så kan sådan en test godt chokere lidt, når vi så kommer til det første løb,« siger Ronnie Bremer.

Det forventes, at Kevin Magnussen skal i aktion i Haas-raceren igen torsdag.

I denne udgave af K-Magazine kigger vi også nærmere på Williams-kører Robert Kubica, der gør comeback i Formel 1. Du kan lytte til podcasten K-Magazine her i artiklen eller på Radio 24 Syvs podcastapp.