Vind, eller jeg forsvinder.

Nogenlunde sådan lyder meldingen fra Red Bull-køreren Daniel Ricciardo. For han mener, at holdet fortsat skal køre sig frem til endnu flere sejre.

Det fortæller han i et interview i programmet 'The Project' på den australske Channel 10 ifølge Autosport.

»Jeg vil helst være i den bedste bil. Jeg synes, weekenden beviste, at hvis jeg har muligheden for at vinde, kan jeg gøre det. Jeg kan håndtere presset og intensiteten,« siger den australske Formel 1-kører om weekendens kinesiske grandprix, hvor han med flere flotte overhalinger mod løbets slutning kunne lægge Ferrari- og Mercedes-bilerne bag sig og køre først i mål. Her blev Kevin Magnussen nummer 10

En af grundene til, at Red Bull vandt skyldes en god pitstopstrategi, og sejren kan være et skridt på vejen til at sikre sig Daniel Ricciardo i flere sæsoner. Hans kontrakt udløber nemlig efter den nuværende, og skal han blive, har han et særligt krav.

»Hvis vi kan få nogle flere sejre med Red Bull nu, ser det meget attraktivt ud. Hvis ikke, tror jeg, der er andre muligheder,« siger Daniel Ricciardo og understreger, at weekendens sejr selvfølgelig hjælper på sagerne, men at han eksempelvis ikke ønsker at kæmpe om sjettepladsen i løbene.

Så vil han hellere væk, for det er 'ikke attraktivt' for ham, lyder det.

Hos Red Bull lyder det fra chefen, Christian Horner, at det er holdets ansvar at sikre sig en bil, der er i stand til at vinde løb. Dog har han også en klar opfordring til Daniel Ricciardo, for Christian Horner mener, at Formel 1-køreren skal tænke på den stemning der er på holdet, når han efter sæsonen skal overveje sin fremtid.

»Jeg tror, Daniel er glad i miljøet. Hvis vi kan sørge for en bil, som den vi havde (i Kina, red.), hvorfor skulle han så ønske at være et andet sted?« lyder det fra Christian Horner.