Far er den bedste makker i verden - i hvert fald i en racerbil.

Det har Kevin Magnussen ikke lagt skjul på - og nu følger Max Verstappen trop.

Den hollandske Formel 1-kører vil meget gerne køre med sit fædrende ophav i et af verdens største løb på et tidspunkt.

»Min drøm er at køre Le Mans på et tidspunkt,« siger Max Verstappen i et interview med Autosport.com:

Max Verstappen fejrer sidste års sejr i det østrigske grandprix med sin far.
Max Verstappen fejrer sidste års sejr i det østrigske grandprix med sin far. Foto: ANDREJ ISAKOVIC
Vis mere

»Hvis jeg skal køre Le Mans, skal det være med min far.«

Samme ønske har Kevin Magnussen også haft længe. Det har han ikke lagt skjul på.

I forhold til Max Verstappen er der dog én stor forskel. Mens Jan Magnussen stadig er aktiv racerkører - også i Le Mans - står det anderledes til med Jos Verstappen, der ikke har kørt i 10 år.

»Jeg har talt med min far om det, så han skal nok træne en smule,« lyder det fra Max Verstappen, der endnu ikke har talt med sit Red Bull-hold om muligheden.

Så virker det til, at Kevin og Jan Magnussens far-søn-drøm er lidt længere fremme i planerne.

Her har der været åben snak om et projekt i flere år, og hos sønnikes Formel 1-hold er man ikke afvisende.

Tidligere har det lydt fra teamejer Gene Haas:

»Så længe det ikke kolliderer med vores Formel 1-program, vil vi ikke stille os i vejen for den slags,« har han sagt.

Til Autosport siger Kevin Magnussen: »Jeg ville elske at køre med min far. Det er en drøm for mig. Hvis det ikke var for ham, ville jeg nok bare fokusere på Formel 1. Ikke fordi jeg ikke har lyst til det (Le Mans, red.), men fordi jeg har valgt denne karriere og ville være mere fokuseret på dét.«

Tidligere har Nico Hülkenberg (i 2015) og Fernando Alonso (i 2018) vundet Le Mans sideløbende med deres karrierer i Formel 1. Dog ikke med deres fædre.

Jan Magnussen deltog i årets udgave af Le Mans, der næsten lige er blevet kørt. Her lå han længe til en topplacering med makkerne Antonio Garcia og Mike Rockenfeller, men det ændrede et møde med barrieren på.

I den kommende weekend er der Formel 1 fra Østrig. Husk, du kan følge kvalifikation og løb live hos B.T. lørdag og søndag. Der bliver også mulighed for at chatte med vores Formel 1-korrespondent Peter Nygaard.