En ny aftale mellem Formel 1 og YouTube betyder, at Kevin Magnussen og co. i oktober kan opleves gratis på danske tv-skærme.

Formel 1-organisationen har i dag meddelt, at seere i syv lande, deriblandt Danmark, Norge og Sverige, kan se 11. afdeling af VM, Eifel Grand Prix på Nürburgring 9.-11. oktober live og gratis på Formel 1's egen YouTube-kanal.

Det er første gang, at Youtube sender et Formel 1-løb live.

Aftalen mellem Formel 1 og YouTube omfatter hele weekenden og inkluderer ud over træning, kvalifikation og løb optakt, highlights og analyser.

»Vi er i gang med at udvikle vores medie-strategi og udvide vores digitale tilbud.«

»I den forbindelse er det afgørende, at vi får fat i fans, der bruger medierne på nye måder, og her er YouTube den perfekte platform,« udtaler Formel 1's chef for digitale medierettigheder, Adam Crothers.

Den gratis live-streaming fra Eifel Grand Prix vil foregå sideløbende med TV3s sædvanlige dækning.

Nordic Entertainment Group, der omfatter Viaplay og diverse TV3-kanaler, forlængede op til denne sæson deres rettighedsaftale for Formel 1 i Danmark, Norge og Sverige frem til og med 2024-sæsonen.

Formel 1-karavanen har dog forsøgt sig med live-streaming af de virtuelle grandprix'er, der blev kørt tidligere på året, mens coronavirus lod sæsonen stå stille.

Sidste år indgik Formel 1 en engangsaftale med Amazon om at vise alle sessioner af Mexicos Grand Prix på streamingplatformen Twitch. Den aftale omfattede også Twitch i Danmark.