Niki Lauda er tilbage på hospitalet.

Formel 1-legenden er blevet hasteindlagt med influenza på et hospital i Wien.

Det sker, fordi den 69-årige for fem måneder siden fik foretaget en lungetransplantation - og derfor tager lægerne ingen chancer.

»Familien er ramt af en influenza-udbrud, og han bliver behandlet på intensivafdelingen,« siger en talsmand fra hospitalet Wiener AKH til Bild.

Det er ellers ikke mange dage siden, at der var anderledes positive meldinger fra den tre-dobbelte verdensmester.

Kort for jul blev han interviewet til samme tyske medie, hvor han opholdt sig på den spanske ferieø Ibiza.

Her havde han fået lov at rejse ned i tre dage som et afbræk fra den krævende rehabilitering.

Niki Lauda har givet udtryk for, at den seneste med hospitalsvæsenet har været værre end dengang i 1976, hvor han kraftigt forbrændt måtte indlægges, efter at hans racer brød i brand under et Formel 1-løb.

Niki Lauda
Niki Lauda Foto: ERWIN SCHERIAU
Vis mere

»Dengang lå jeg kun en måned på hospitalet, eller måske lidt længere tid. Ja, jeg havde brandsår, men jeg kom hurtigt væk,« har Niki Lauda sagt.

Han er i øjeblikket indlagt på samme hospital, hvor han fik sin lungeoperation, men hvis alt går efter planen, forventes det, at han bliver udskrevet senere på ugen.

Hos Mercedes-teamet, hvor Niki Lauda er ansat i en rådgivende stilling, håber man, at Formel 1-legenden er helt klar, når 2019-sæsonen begynder.

Han blev selv verdensmester i 1975, 1977, 1984.