'En meget svær weekend.'

Sådan beskrev Ferrari-kører Charles Leclerc Formel 1-weekenden i Belgien, hvor han søndag vandt løbet på Spa-banen.

Formel 1-løbet blev nemlig kørt i kølvandet på den unge Formel 2-kører Anthoine Huberts tragiske død. Hubert mistede livet i en ulykke lørdag på Spa-banen.

»På den ene side udlever jeg en drøm, jeg har haft siden barndommen, og på den anden side har det været en meget svær weekend,« lød det blandt andet fra Leclerc, umiddelbart efter han havde krydset målstregen. SE INTERVIEWET ØVERST I ARTIKLEN

Foto: STEPHANIE LECOCQ
Vis mere

»Vi har mistet en ven, først og fremmest. Det er meget svært i sådan en situation, så jeg vil gerne dedikere min første Formel 1-sejr til ham (Anthoine Hubert, red.).«

»Vi voksede op sammen. Mit første løb nogensinde var med Anthoine. Jeg kan ikke fuldt ud nyde min første sejr,« fortalte en tydeligt berørt Leclerc efter løbet.

Charles Leclerc vandt sit første Formel 1-løb søndag, og selv om sejren og hele løbsweekenden har været præget af Anthoine Huberts død, har Leclerc fået et minde, han vil huske for evigt, lød det fra den unge Ferrari-kører.

Anthoine Hubert var regerende mester i GP3. Han rykkede i år op i Formel 2 og blev samtidig optaget i Renault Sport Academy, hvor også danske Christian Lundgaard er med.

Hubert, der kørte for holdet BWT Arden, var involveret i en stor ulykke, der foregik i høj hastighed og omfattede adskillige kørere.

Løbet blev med det samme afbrudt, mens læger tilså de forulykkede kørere. Umiddelbart efter blev det aflyst.

Lewis Hamilton og Valtteri Bottas sluttede som henholdsvis nummer to og tre i søndagens grandprix.

Kevin Magnussen sluttede søndagens Formel 1-løb som nummer 12.