Det er officelt slut. Snart.

McLaren dropper Renault-motorerne og vil i stedet køre med Mercedes-motorer.

Det sker fra 2021, meddeler holdene denne lørdag.

»Aftalen er vigtigt skridt i vores langsigtede plan mod igen at få succes i Formel 1. Mercedes er et pejlemærke, både som hold og som motor, så det er naturligt for os at sikre et samarbejde med selskabet til den næste del af vores rejse,« siger Zak Brown, der er øverste boss hos McLaren.

McLaren og Mercedes samarbejdede senest i 2014-sæsonen - det var dengang Kevin Magnussen fik sin debut i motorsportens fineste klasse for det traditionsrige hold - og siden har holdet kørt med først Honda- og siden altså Renault-motorer.

Om cirka halvanden sæson skal der så igen være Mercedes-motorer i McLaren-racerne.

I forvejen leverer Mercedes i dag motorer til to andre hold, Williams og Racing Point, og det er ikke tilladt for et fabrikshold at levere motorer til mere end to andre hold.

Det er endnu uvist, om McLaren har fået dispensation til også at få motorer, eller om Mercedes har tænkt sig at afbryde samarbejdet med et af de andre teams.

Hos Renault lyder det således om det brudte samarbejde.

»Siden vores partnerskab begyndte, er McLaren gået fra en 9.- til en 4.-plads i kontruktør-VM. Vi kan derfor konkludere, at det har været et meget succesrigt samarbejde,« siger Renualt-bossen Cyril Abiteboul:

»Men hvis vi kigger ud over den nuværende kontrakt, der udløber ved udgangen af 2020, er det tydeligt, at Renault og McLaren har forskellige ambtitioner for fremtiden.«

I denne weekend ruller Formel 1-feltet igen. Her bliver der kørt grandprix i Rusland. Du kan følge kvalifikation og løb live her hos B.T.